Det er nok ikke helt forkert, at Allan Olsen er den danske sangskriver, som med sine sange har fortalt mest om sin barndom og ungdom. Hans enestående evne til at fortælle og beskrive erindringer fra sin egen baggrund kender enhver, som har hørt ham. Derfor kunne man frygte, at denne selvbiografi ville skyde poesien i sangene ned, og at Olsen ikke er så overbevisende i prosaform.
Det er ikke tilfældet. Nærmest tværtimod.
Faktisk er flere af hans sangtekster gengivet, og de bliver understøttet af hans beretninger i bogen. Derfor supplerer læsningen til forståelsen af begivenhederne i Olsens fortid. I nogenlunde kronologisk rækkefølge fortæller han om en opvækst på landet, flytningen til Frederikshavn, skolegang, mobning, venskaber osv. I en ligefrem fortællestil uden for mange analyser og efterrationaliseringer får man et godt indblik i livet som ung i provinsen i starten af 1970’erne. Sammen med f. eks. Klaus Lynggårds roman Martin og Victoria måske noget af det bedste skrevet om perioden.
Ja, jeg blev så begejstret for mange sekvenser i bogen, at jeg vil sammenligne dem med forfattere som Dan Turell (Vangede Billeder) og Harry Martinsson (Nælderne Blomstrer) – altså nogle af de bedste beskrivere af drengeuniverset, som jeg kender. Et enkelt citat: ”En sund dreng bærer altid rundt på dårlig samvittighed, og dér tror jeg, at jeg var vældig sund”.
Erindringerne blev oprindelig fortalt til en journalist, som skrev dem ned. Men ved gennemlæsningen ”havde jeg svært ved at genkende mig selv”, som Olsen udtrykker det, så han besluttede selv at skrive dem. Det var vist en god beslutning, og jeg er sikkert ikke den eneste, som glæder sig til den planlagte opfølger.
Musikken kom nemlig ret sent ind i Olsens liv, og derfor er det først hen mod slutningen af denne bog, at han fortæller, hvordan han bliver mere interesseret i musik, hans inspirationskilder osv. Man må formode, at 2’eren vil handle mere om selve musikkarrieren, men nyd først denne.
