Når man kører mod nord i Nykøbing Falster ad Gaabensvej, drejer til venstre ved skoven Flattehave og så videre, indtil man ved et husmandssted hører Elvis eller Johnny Cash gale, så kan man møde landsbydrengen Walther! Landsbydreng var netop titlen på debutalbummet fra Flemming Walther Andersen, som er sangskriveren og musikerens fulde navn. Og den nu 35-årige musiker er et navn, vi kommer til at høre meget mere til de kommende år.
Han fik et skub fremad sidste år, da han modtog hæderen ”Årets Helge”, folkemusikprisen til minde om Helge Arildsø, der døde i 2014. Den har til formål at støtte yngre folkemusikere – en sag, som stod Helge nær. Med til prisen hører, at modtageren kan deltage på bl.a. Strib Vinterfestival, Skagen Festival og Tønderfestival.
Walther bor her på Falster med sin familie, 12 høns og to haner med de ovennævnte navne! Han har sit eget label ”Nyt Liv Records”, hvor hans folkrockband Sorte Fugle har udgivet deres første album. Walther fortæller til rootszone: ”Jeg begyndte som trommeslager og spillede i et punkband, men skiftede på et tidspunkt til guitaren, og efter nogle år i København flyttede jeg tilbage til fødeøen i 2008 og har et job på Kulturfabrikken som pedel”
”Det vigtigste for mig er at komme ud og spille og få folk til at lytte til mine tekster og til det, jeg fortæller- og gerne med et glimt i øjet. Jeg vil da gerne spilles i radioen, men det skal også give mening. Da jeg modtog Årets Helge sidste år, fik jeg blod på tanden, da jeg lige var begyndt at lave fredagskoncerter på den lokale Teatercafe. På trods af at der var mange mennesker med gode ideer, havde byen været kulturelt tørlagt. Men nu er der på tredje sæson skabt et fast publikum til koncerter med fortrinsvis folk og blues på programmet. Så der skal være en rød tråd, og nu ser det ud til, at der er kommet seriøsitet i tingene på Teatercafeén. Jeg vil også gerne være med til at bygge noget nyt op omkring de unge i Kulturhuset, men det har været svært at kombinere årgangene.”
”Efter Landsbydreng var der mange ting, som skulle sættes på plads, for jeg var måske en slags ”protestsanger”, uden at mine tekster skal være revsende. Men det er mere meningen, at de skal mane til eftertænksomhed. For jeg er ikke typen, der står ved landsbyens gadekær eller ved stokroserne i kolonihaven”, beretter Walther med et stille smil, og siger videre:
”Det var spændende at få lov at spille på de store festivals, og jeg har kun mødt flinke folk over hele linjen. I Skagen havde jeg Kjeld Torbjørn fra Slåbrock Band med på scenen, og ved Mariefestivalen skal jeg spille med både Sine Bach Rüttel og Danny Wickmann samt spille solo. Det betyder ikke noget for mig, om jeg skal være solo eller spille med i et band. I Skagen var jeg sammen med De andre bonderøve, men ellers spiller jeg lidt hårdere toner med Sorte fugle, som jeg skriver alle sangene til”.
Den charmerende og ligefremme singersongwriter fortæller afsluttende: ”Jeg skriver om ting, der interesserer mig, om egne oplevelser, og der er intet, som bare er sort/hvidt. Der er altid nuancer, og så skal der være plads til mine egne holdninger og tanker, også selv om jeg måske skærer helt ind til benet. Også selv om det kommer til udtryk med lidt ”fandenivoldskhed”. Men netop nu har jeg travlt med Sorte fugles nyeste album, som udkommer i oktober. Så er det jo dejligt at komme ud og spille live, uanset om det er til en festival eller en huskoncert.