Den succesfulde danske trio Dreamers Circus har længe drømt om at præsentere en endagsfestival med fokus på den høje kvalitet af folk-roots-musikken.i de nordiske lande. Og det bliver nu en realitet i samarbejde med spillestedet VEGA, som lørdag d. 4. maj slår alle døre op for det unikke arrangement, Folkets Festival, med fokus på Dreamers Circus valg af nogle af de bedste bands fra den aktuelle, nordiske (ny)folk musikscene. Fra Finland er det Frigg, fra Sapmi (tidligere Lapland) Katerina Barruk, Grabow & Guldhammer, (øverste foto) Flach Kvartet, verdensberømte Danish String Quartet og flere endnu. Der er mulighed for en rundvisning i bygningen – og Per Vers er konferencier.

Dreamers’ Circus

Det hele starter i loungen kl. 13, hvor Folkens slår stemningen an ved en gratis familiekoncert. Festivalen kører så løs resten af døgnet og ind i det nye med bl.a. folkedansebal og givetvis også en session ud på de små timer. Dreamers Circus, (Ale Carr, Nikolaj Busk og Rune Tonsgaard Sørensen) er selv et af de absolut førende nordiske bands. De har nu spillet sammen i mere end 10 år og er kendte og meget anerkendte ude i verden.

Det er kun helt på sin plads, at Folkets Festival finder sted i VEGA, der blev bygget som Folkets Hus ved Enghave Plads og var et altfavnende mødested på Vesterbro for arbejderbevægelsen fra 1956 og 40 år frem. Huset blev tegnet af arkitekt Vilhelm Lauritzen og kendt for sin kvalitet, æstetik og gode håndværk. I 1996 blev det til VEGA og har siden etableret sig som et ikonisk spillested, som altså nu lægger alle stedets scener til Folkets Festival, så der foregår noget over det hele med nordiske klange.

Arrangementet er ikke kun for at fejre ny nordisk folkemusik, men også for at synliggøre genrens høje kunstneriske kvalitet og højne musikkens status. Med Folkets Festival sker der kulturel udveksling og netværk både på tværs af de nordiske lande og mellem de etablerede bands og den yngre generation. VEGA associeres stadig mest med populærmusikken., men med denne dag dedikeret til ’folk’en blåstemples den på ”de bonede gulve”. Fordomme om folkemusik lever stadig, om end forhåbentlig i aftagende, men Folkets Festival skulle gerne (be)vise, at miljøet lever, er relevant og fortsat udvikler sig.

Dreamers Circus’ musik er dybt forankret i folkemusiktraditionen, som alle tre kender helt fra barndommen, men indeholder også mange andre musikalske elementer som eksempelvis klassisk og jazz. DC’s musik er i det hele taget virkelig ’helt sin egen’ på et meget højt plan, som også begejstrer et stort internationalt publikum.

Frigg

Finske Frigg er også ganske exceptionelle med deres ensemble af fire violiner, strengeinstrumenter og en kontrabas. Deres første album udkom i 2002 udkom, og bandet blev et populært diskussionsemne i de nordiske folkemusikkredse. For her var en ægte passion for traditionel nordisk musik ekstremt hørbar og ligefrem glødende, og den samme passion brænder stadig efter 10 album. Den intense kombination af den nu berømte violinlyd, kreative strengeinstrumenter og kontrabassens puls skaber stadig nye, nordiske folk-veje.

Samiske Katarina Barruks klare, karakteristiske stemme og en stærk tilstedeværelse på scenen skaber et helt særligt rum af sårbarhed og styrke. Hun leverer en voldsom, men alligevel jordnær blanding af popmusik, traditionel joik og improvisatoriske elementer. Barruk synger på et af sine modersmål, nemlig ume-samisk, som er et kritisk truet sprog. Kun 100 mennesker menes nu at tale det. For hende er det at skabe musik på sit oprindelige sprog det samme som at invitere publikum ind i sit univers. Den svensk-norske trio Ævestaden er lidt eller rettere meget af det hele med en varieret sound, som rummer traditionelt, elektronisk og en variation af instrumentkombinationer med lyre, violin, kantele, langeleiks, vokal, mundharpe og elektronik. Det skaber et helt specielt lydbillede, som af nogle kaldes drømmefolk, og sangene har både bevidste og underbevidste temaer. Sidste år udgav de albummet ”Solen var bättre där”. Andre bands er Loyly Orchestra, Sving Egen oog Tre. Bemærk også en samtale med Eric Rydvall med titlen ”Nordic Trad goes to Hollywood”.

Sidst, men bestemt ikke mindst afvikles intet mindre end et vaskeægte folkedansebal med nogle af vores bedste spillemænd på scenen og et indbydende dansegulv, hvor alle må være med i forskellige traditionelle nordiske danse som vals, polka, polska, sønderhoning og schottis – you name it! Og kom bare an. Folkedanseballet er et koncept med afsæt i hovedstaden, fordi en lille gruppe unge savnede et sted, hvor de danse folkedans på egne præmisser.