Hold da kæft for en plade! Sjældent har jeg hørt noget lignende. Torgeir Vassvik er meget rammende blevet kaldt en lyd-magiker, der rækker ud over alt det, ens øre hidtil har mødt. Men ligefrem smukt vil jeg bestemt ikke kalde det.
Det er skurrende, mærkeligt, provokerende, ind i mellem decideret underligt og ultragrimt, men samtidig absolut en nyskabende øjen- og øreåbner, der driver lytteren til nye oplevelser og til musikkens yderste grænseegne. Helt op til Samernes land, hvor der findes 50.000-70.000 mennesker med en særegen kultur, sprog og særegne klædedragter. Intet under, at samiske Vassvik kunne chokere, joike, strubesynge, vuffe og tryllebinde Roskilde Festival, da han i 2016 stod på Gloria-scenen og på Tønder Festival i 2018.
Kernen i den samiske kultur er forestillingen om, at alt er forbundet, og alt er levende. Gátki er navnet på Vassviks tredje cd, og navnet stammer fra de ofte farvestrålende klæder, som samerne er så heldige at have. Deres tøj er ikke bare tøj, men er også en identitetsmarkering.
Vassviks første album, Sáivu” kom i 2006, og siden har denne samiske vokalist, rammetromme- og guitarspiller udgivet cd´en ”Sápmi” i 2009. I 2016 fandt han så sammen med de to unge Kjorstad-brødre, Rasmus og Hans, der også – sammen med Audun Strype – medvirker på Gátki. Rasmus og Hans tilfører nye lyde og flankerer effektivt med deres violiner (der lyder, som om de hele tiden er på kanten af at spille falsk) den troldsmandslignende Torgeir. Brødrenes egenartede violinhåndtering understreger den unikke oplevelse, det er at se og høre Vassvik. Ses skal han og hans gruppe, for instrumentbetjeningen og udstrålingen er i den grad fascinerende.
Rootszone har tidligere anmeldt Vassvik. Vi fortalte dengang, at Torgeir Vassvik voksede op i det allernordligste Norge ude ved kysten og dengang spillede i et indierock-band. I teenageårene vandrede han ofte alene rundt ude i naturen, og her begyndte han at synge sange uden ord. Joik, som sangstilen hedder, er beslægtet med strubesang og jodlen og er tæt forbundet med åndemaneri, som kendes fra mange oprindelige folk. Selv om Vassviks forældre var samer, var den samiske kultur ikke stærk i hans hjem. Hjemmet var, symptomatisk for samernes kultur, meget “fornorsket” eller ”norvegiseret”. Et udtryk, man bruger i Norge om at gøre alting norsk. Det har man villet gøre med den samiske kultur i mange år, og samisk sprog var således forbudt helt frem til 1959. Så det er ikke helt forkert at betragte Vassviks værk som en frihedskamp – et slag for en undertrykt kultur.
Vassvik er en af de musikere, der har fundet tilbage til rødderne. I virkeligheden lidt ved et tilfælde. Det var først, da han var langt oppe i tyverne, at han begyndte at blande joiksangen sammen med sit indierock-band og tog sangformen med op på scenen.
“Joik er ikke at synge ord. Det er følelser udtrykt i sang. Man joiker for eksempel ikke om en elv – man ér selve elven. Du skaber oplevelsen igennem at synge din indre elv,” forklarer Torgeir Vassvik. Man kan joike et sted, et dyr, en person eller en sten. Joik er tæt forbundet med shamanisme, som er samernes oprindelige religion. For Torgeir Vassvik er joik blevet en rejse tilbage til hans samiske identitet, men han betragter sig dog stadig som norsk.
Den nye cd indeholder 16 skæringer – alle er, på nær det andet nummer, Lávvi, kompositioner fra Vassviks egen hånd, men alle med joik-traditionen helt inde under huden. Her er joiker, der er dedikeret til enkeltpersoner, hyldest til naturen, til venskab, kærlighed og den kvindelige urkraft. Desuden er der sange om klimaforandringer, sange til dem, der er væk – men stadig lever og sange om de oprindelige folks kultur. Alt sammen udført med en usædvanlig indlevelse og rytmisk puls.
Gátki” kommer næppe på Top 20, men jeg er sikker på, at jeg køber billet, næste gang Vassviks trio kommer forbi, for det her må opleves!
