Shetland Folk Festival afholdes for 44. gang og indtager de nordligste skotske øer fra 30. april til 3. maj 2026. Festivalen er Storbritanniens nordligste folkefestival og organiseres af en engageret frivillig komité, som med stor stolthed bringer musikken helt ud i selv de mest afsidesliggende egne af Shetland.

Festivalens program byder på en dynamisk blanding af international, skotsk og shetlandsk folkemusik. Shetland Folk Festival har gennem årene opbygget et solidt ry for at spotte og præsentere nye talenter, og publikum vender år efter år tilbage med tillid til, at programmet leverer frisk, levende og vedkommende musik.

The Revellers

Blandt årets internationale navne finder man bl.a. The Chair, Jake Vaadeland & The Sturgeon River Boys, det mexikanske familieband Los Vega, Hannah Rarity og Isla Radcliff. Som altid spiller de lokale kræfter en central rolle, heriblandt The Revellers (kendt fra Skagen Festival), Maggie Adamson, Kansa og Laldy. Mmusikere, der er med til at give festivalen dens helt særlige forankring i øernes traditioner.

Lidt længere sydpå er Orkney Folk Festival klar til at fylde øgruppen Orkney med musik fra 21. til 24. maj. Festivalen regnes som en af de mest produktive og særprægede folkemusikfestivaler i Skotland. Den blev etableret i 1982, med den første festival i 1983, og drives fortsat af frivillige, et grundprincip, som stadig præger festivalens varme stemning og åbne velkomst for både kunstnere og publikum.

Duncan Chisholm

Årets program byder på stærke navne som Duncan Chisholm (Wolfstone), Anna Massie, Blazin’ Fiddles, Elephant Sessions, Saltfishforty, Old Blind Dogs og mange flere, der tilsammen repræsenterer både tradition og fornyelse i skotsk folkemusik.

Saltfishforty

Et fast og elsket indslag er festivalens Fiddlers’ Rally, som har været en del af Orkney Folk Festival siden begyndelsen. Rallyet samler spillemænd fra Orkney og omegn til en fælles fejring af de traditionelle melodier. Arrangementet, der organiseres af West Mainland Strathspey and Reel Society, henvender sig til øvede musikere og opefter, men også andre instrumenter er velkomne. Det er en begivenhed, der fortsat tiltrækker både deltagere og publikum i stort antal.