Minoritetssprog, undertrykkelse og protester
Jeg kunne ikke få nok af denne nyskabende duo fra Wales og Bretagne, så jeg måtte høre dem både i Bolero om torsdagen og i Visemøllen dagen efter. Måske var klapsalverne ikke overvældende, for gamle walisisk-sprogede lydoptagelser med sprukne stemmer, knitter og knas kan være hård kost på en varm festivalaften, hvor trommer og elguitarer lokker på Open Air-scenen.. Men modet til at bane nye veje og Lleuwens afsluttende mod til at omtale Palæstina, hendes palæstinensiske tørklæde og sang samt understregningen af traditionen var beundringsværdig.
VI står på skuldrene af alle dem, der kom før os, kunne være Lleuwen Steffans valgsprog, når hun og Nolwenn Korbell banker løs på trommer og lydoptagere og synger sammen med optagelser af for længst himmelfarne walisiske sangere. Vi forstod ikke et kuk af sproget, formoder jeg, men vi fik grundigt udvidet horisonten.
Lleuwen fortalte, at det i århundreder havde været forbudt at tale walisisk i skolerne i Wales. Kun i søndagsskolerne kunne det gå an, hvorfor søgningen til disse skoler havde været stor. Hvis man har set BBC-serien ”The Crown”, kan man måske huske afsnittet med Charles, Prinsen af Wales, der var en fremmed fugl i Wales, men trods alt vandt en vis respekt ved møjsommeligt at kæmpe sig igennem en tale, han holdt på walisisk.
Lleuwen Steffan, der også er kendt som Tafod Arian, er oprindeligt fra Wales, men bor i dag i Bretagne. Hun er sanger og multiinstrumentalist og har komponeret musik til teater, film, tv og radio. Det sangprojekt, vi fik smagsprøver på i Bolero og Visemøllen på årets Tønder Festival, kalder hun ‘The Lost Welsh Folk Hymns’. Her puster hun liv i gamle traditionelle walisiske salmer, interviews og prædikener, som var blevet glemt og undertrykt.
Det var arbejdet på et museumsarkiv i Cardiff, der bragte hende på sporet af de gamle optagelser, der kan betragtes som bidrag til belysningen af en undertrykt tradition, som magthaverne har søgt at kvæle. Lleuwen og Korbell medvirkede i øvrigt på Tønder Festivals første dag også i en interessant sangcirkel med sange på minoritetssprog, sprog, der ligesom walisisk var søgt stuvet grundigt af vejen: Grønlandsk, bretonsk, gælisk, sønderjysk. Blandt bidragyderne var Rikke Thomsen og Rasmus Lyberth.
Man anede en parallel til palæstinensernes historie, da Lleuwen afslutningsvist iførte sig et palæstinensisk tørklæde, en keffiyeh. Hun fortalte, hvordan hun på en festival for nylig havde talt med palæstinensere, der havde understreget, at vi ikke må holde op med at tale om det, der sker i Palæstina og Gaza, ligesom vi ikke skal holde op med at bære tørklædet. Tønder Festivals Konferencier i Bolero sagde efterfølgende irettesættende og formanende, at festivalen ikke måtte fremme bestemte politiske synspunkter.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor folkemusikkens sjæl nu er blevet af. Var det ikke folk som Pete Seeger og Joan Baez, der netop troede på og arbejdede for, at vi kunne skabe en bedre verden gennem stærke sange med bid og kant? Hvis festivalerne kun skal synge om kærlighed og hjemlig hygge, virker det som om, man bøjer nakken for sponsorer og konfliktsky politikere.
På festivalens sidste dag blev jeg i lidt bedre humør, for the grand old man, Niels Hausgaard, manden, der genererer de længste skarer af tilhørere på festivalen, har i hvert fald ikke opgivet at tage kontroversielle emner op i sine sange.
Oysterband, der vemodigt holdt deres sidste afslutningskoncert på festivalen, blev i øvrigt af Politikens Erik Jensen spurgt om deres forhold til protestsange. Det ville de overlade til den nye generation, udtalte de, men med en advarsel om, at man ikke måtte lade vreden tage overhånd, mente de dog, at der er rigeligt at skrive om i verden i dag.
