Hvis jeg fortæller, at Lyle Lovett ikke havde medbragt sit ’Acoustic Band’ som annonceret, at han brugte omkring 15 minutter af sin koncert med at fortælle ligegyldigheder. At han havde valgt sine mest stille numre på den sene fredag aften, og at samtlige musikere næsten ikke bevægede sig og var iført nogle kiksede habitter. Så skulle man tro, at dette var en katastrofal optræden.

Leland Sklar,

At det imidlertid nærmest var det modsatte, kræver en uddybende forklaring. Musikerne, der trådte ind på scenen, var nemlig håndplukkede fra Lovetts såkaldte ’Large Band’ og særdeles elektriske: Trommer: Russ Kunkel, bas: Leland Sklar, keys: Jim Cox, elektrisk guitar: Jeff White, vokal: Amy White og akustisk guitar: James Harrah. Dette er nogle af verdens bedste og mest efterspurgte musikere. Hvis de ikke lige spiller for Lovett, plejer de at akkompagnere verdensnavne som James Taylor, Toto eller Mark Knopfler. En glædelig overraskelse.

Derfor var det en stolt Lovett, der gav dem en ordentlig præsentation. Måske lige overdrevet, da han ville vide, hvornår de sidst havde spillet i Danmark og med hvem. De fik også alle lejlighed til at vise lidt af deres særlige evner i løbet af koncerten.

Lyle Lovett

Texaneren Lovett var festivalens hovednavn og tiltrak et stort og lydhørt publikum. Selv hans stille sange, balladerne, blev intenst og næsten andægtigt lyttet på med tilbageholdt åndedrag, men også belønnet med store klapsalver og noget så sjældent på festivalen som nogle ekstranumre.

Lovett har en imponerende karriere, han har vundet en række priser og er en højt profileret sanger og sangskriver. Efter en pause fra 2012 genoptog han i 2022 musikkarrieren, og hans vokal har ændret sig en del. Nu kunne vi rigtigt høre hans flotte synkoperede fraseringer, som på næsten crooneragtig måde gav nye fortolkninger af mange af hans gamle sange. De ældre hits som ”If I Had A Boat” blev blandet med nyere sange. Der kom en rigtig rocksang, men det var de stille og swingende sange, som var hovedvægten på sætlisten. Ekstranummeret ”That’s Right (You’re Not From Texas) gjorde ekstra lykke.

Derfor blev alle de førstnævnte betragtninger (bortset fra musikernes lidt stive bevægelser og kostumer) vendt til noget positivt, og koncerten en stor oplevelse, som vi sent glemmer.