Tønder Festival inviterer/booker ofte musikere til mindst to optrædener, men også ofte to år i træk. Det har den fordel, at vi kan følge den udvikling, som vedkommende er/eller ikke er inde i. Denne kontinuitet kunne man helt konkret opleve, da Kellie Loder på sidste års Tønder Festival nærmest spontant skrev halvdelen af en ny sang ”On My Way To Tønder” under sin optræden, og som hun nu havde færdiggjort og meget passende kunne åbne sin første koncert i år med.
For mit vedkommende har de helt nye navne den største opmærksomhed, og Charles Wesley Godwin havde Danmarkspremiere, da han trådte ind på de store scener i Telt 1 og senere på Open Air med sit seksmandsband. Det var en pompøs entré med blinkende lys og fanfarer i højtalerne, der blev fulgt op af en voldsom Southern rock-sang. Først herefter kom vi ned i tempo og lyd og kunne nyde Godwins yderst velskrevne sange med et vist traditionelt og lokalt tilsnit.
Hans sange var hentet fra albums fra hans forholdsvis korte karriere. ”Seneca” (2019), ”How The Mighty Fall”, ”Family Ties” og frem til det nye ”Lonely Mountain Town”. Som antydet i titlerne, så er sangtemaerne hentet fra familie, naboer og venner i de tilbagetrukne områder i West Virginia. En egn præget af kulminedrift og fattigdom. Og desværre i de senere år og senest tidligere i år, fatale oversvømmelser.
Godwin fortalte, at hans forældre var tæt på at omkomme. De var havnet på et sted, hvor den eneste vej ud var at springe i og forsøge at komme igennem vandmasserne. Hans mor havde råbt: ”Let’s go for it!”, og de overlevede med nød og næppe. Formentlig en sand historie, i hvert fald var der kommet en god sang ud af hændelsen – ligesom mange af hans andre fortællinger.
Han gav os både sin egen sang ”Cue Country Roads” – en parafrase – og som afslutning, Billy Danoff, Taffy Nivert & John Denvers ”Take Me Home, Country Roads”, som er det tætteste, man kan komme på West Virginias egen nationalsang.
Med en god stemme, nogle gode sange og sammen med sit band en stor portion ungdommelig charme og energi på scenen stiftede vi så bekendskab med Charles Wesley Godwin, og det bliver sikkert ikke sidste gang, vi kan glædes over hans dejlige musik.
Som det jo ofte er, så var koncerten på Open Air senere på festivalen en nøjagtig kopi – helt ned til de talte introduktioner og koreografien, eller hvad man skal kalde deres spring ud fra scenen. Ikke lige, hvad man forventer på en folkemusikfestival, hvor det ofte er spontaniteten, der råder. Men det er virkeligheden for disse musikproduktioner, der jo skal have lyd- og lys integreret i hele ’forestillingen’.
