Jeg måtte lige tjekke om navnet Kaplan kunne have referencer til Paul Kaplan, en amerikansk musiker, som arbejder sammen med Tønder-veteranen Rod Sinclair, men kunne ikke finde nogen forbindelse. Avi Kaplan (f. 1989) er fra Californien og har tidligere medvirket i vokalgruppen Pentatonix, hvor hans unikke basstemme har pyntet på deres musik. Siden 2017 er han blevet solist, og dette var hans første festivaloptræden i Europa.
Kaplan har tidligere optrådt i Vega, Kbh., men dette var første gang, jeg stiftede bekendtskab med denne stemme, som er i stand til at ’skabe jordrystelser’, som det blev beskrevet, da han blev præsenteret.
Det skabte i hvert fald tydelige publikumsreaktioner, når han nåede ned i det helt dybe stemmeregister (”Helt dernede, hvor pengene er!” som den danske bassanger Gustav Winckler engang udtalte). Selv om det fungerer som en effekt, så er hans vokal fint tilpasset hans iørefaldende og følsomme sange, som han præsenterede sammen med sit band.
Musikken befinder sig et sted mellem folk, country og gospel. Med sin scenevante, rolige fremtoning var der noget sakralt over Kaplan. Var han en præst, der gav os sin velsignelse? Var han en shaman, der formanede os? Eller var han en heksedoktor som kastede voodoo over os?
Det sidste kunne man nemt tro, da han gav en udgave af Screamin’ Jay Hawkins’ ”I Put A Spell On You”. Det lød nu mest som et kærlighedsbudskab, når han talte til publikum. Vi fik også en bevægende udgave af Tears for Fears-sangen ”Mad World”, hvor alle fire musikere samledes om én mikrofon.
En ting, der skilte sig ud i forhold til alle de andre koncerter, var lyden. Foruden den effektfulde brug af basvokal var guitarerne stemt ned i et dybere leje end normalt. Desuden fremstod hele lydbilledet ekstra klart ligesom på en pladeindspilning, og hvis der blev benyttet indspillede lydspor, så var det en fravigelse af dogmet om håndspillet musik. Under alle omstændigheder, så blev Kaplan taget vel imod, og han er et af de nyere navne på americana-scenen, som vi kan forvente os meget af.
Apropos lyd, så fik lydfolkene masser af ros fra musikere og arrangører, og jeg kan kun tilslutte mig. De mange koncerter, jeg nåede at høre i de fire dage, var fuldstændig fri for mislyde. Men jeg husker, hvorledes lydfolkene og musikerne tidligere år har brugt lang tid på at trimme især trommesæt med lidt enerverende høje lydprøver, som vi naturligvis accepterede som nødvendige. Dette oplevede jeg ikke i år. Der er formentlig sket en teknisk forbedring på dette område til alles glæde.
