Så blev Oysterbands sidste kapitel på en dansk scene skrevet, og det blev et værdigt farvel. Efter 45 år på landevejen satte det britiske folkrockband Oysterband endegyldigt punktum for en lang og bemærkelsesværdig karriere.
Ray Cooper
Det skete på et sted, der har spillet en helt særlig rolle for bandet – Tønder Festival, hvor de første gang spillede i 1989 og siden har været faste gæster med jævne mellemrum. Lørdag aften på Open Air sagde de farvel til deres trofaste publikum og til livet på scenen med en koncert, der emmede af både vemod og fællesskab.
Det var tydeligt, hvor dybt båndet mellem band og publikum er. Pladsen foran scenen var tæt pakket, og allerede fra første tone af åbningsnummeret “Native Son” stod det klart, at dette var en aften, hvor musikken talte klart og stærkt. Med deres karakteristiske blanding af keltisk folk, rock, pop og et drys af punk leverede de seks musikere et sæt, som var både velspillet og bevægende.
Alan Prosser
Bandet – med de oprindelige medlemmer John Jones (vokal, melodeon), Ian Telfer (violin) og Alan Prosser (guitar) i front, blev flankeret af Al Scott (bas, mandolin), Sean Randle (trommer) og ikke mindst den tilbagevendte cellist Ray Cooper, også kendt som Chopper, der har fået comeback i forbindelse med afskedsturnéen. Musikalsk var bandet skarpe, og selv efter næsten et år på tour var der intet rutinepræget over deres optræden.
Særligt Telfers violin og Jones’ karakteristiske stemme bar lydbilledet, og numre som “Meet You There”, “A River Runs” og “Everywhere I Go” fremkaldte fællessang og klapsalver, der næsten ikke ville stoppe. Publikum med både danske og udenlandske fans kendte hvert ord, og det blev tydeligt, at Oysterband ikke bare har spillet koncerter i Tønder, men har skabt en slags hjem her i landet.
John Jones
Oysterband voksede ud af 80’ernes England og havde fra begyndelsen et stærkt politisk engagement, som især i 90’erne gav dem et dedikeret publikum. Men de er ikke blevet på stedet. Aftenens koncert viste et band, der har udviklet sig til noget mere eftertænksomt – mindre punket, mere folk-rock-poppet, men stadig med både nerve og relevans.
Et af koncertens stærkeste øjeblikke kom i ekstranumrene, hvor “We Could Leave Right Now” blev sunget af publikum alene, og afslutningssangen “Put Out the Lights” satte punktum med ordene: “Put out the lights, put out the lights, put out the lights on London city”
Ian Telfer
Så det blev et stille, poetisk og på én gang både sørgmodigt og opløftende farvel. Det var en værdig afsked, men ikke en tårevædet én. Hvor andre kunstnere måske ville knække over af følelser, holdt Oysterband masken. Måske fordi det endnu ikke er gået op for dem, at det virkelig er slut. Måske fordi generationen, de tilhører, ikke har tradition for at vise den slags følelser på scenen.
Uanset hvad blev koncerten en hyldest til det lange liv i musikkens tjeneste og til det fællesskab, der er opstået omkring bandet. Det blev annonceret efter festivalen, at John Jones, Ray Cooper og Al Scott fortsætter som John Jones Trio, så helt slut er det måske ikke. Men som Oysterband var dette deres sidste rejse. Og den sluttede, hvor den mange gange har toppet, nemlig i Tønder, hvor lyset blev slukket en sidste gang for Oysterband.
