Hvert år, når artistnavnene til TF klumpvis offentliggøres, og spændingen om, hvilke navne der er udset til at underholde os, efterhånden udløses, ja, er der altid visse favoritter, som jeg især glæder mig til.

Selv om jeg flere gange har oplevet Chris Thiele og søskendeparret Sara og Sean Watkins solo og i bandsammenhæng (se evt. links), så bliver det første gang, jeg ser Nickel Creek sammen. Og jeg glæder mig vildt.

De startede i 1989 som bluegrass-band, men deres stil blev efterhånden en mere moderne akustisk americana med egne kompositioner. I 2000 fik de et stort gennembrud, solgte mængder af album og blev Grammy- og CMA-nomineret. Deres fjerde album ”This Side” vandt dem så en Grammy for Bedste Nye Folk Album i 2003. I 2007 stillede de Nickel Creek i bero for at hellige sig flere nye succesfulde projekter, men siden 2014 har de både optrådt som Nickel Creek og i anden sammenhæng.

Når nu de er udråbt som nogle af de bedste på deres respektive instrumenter samt vokaler, er der ingen tvivl om, at de vil give os en forrygende koncert med både inderlige ballader og uptempo energiske udladninger.

Det eneste, jeg er i tvivl om, er, om de medbringer bassisten Mike Elizondo som bonus, og om de vil fokusere på materialet fra deres nyeste album ”Celebrants” eller deres ældre sange. Men svaret kommer, når de indtager Tønder Festival som starten på en større Europaturné.

Sara Watkins har fuld fart på

Forside