Så lykkedes det endnu en gang! Efter to timers ventetid i Tønder Festivals suverænt længste kø, en kø, der var mindst 100 meter lang og ind i mellem syntes udsigtsløs, kom jeg og min ven ind til Niels Hausgaards eneste koncert, der som altid foregik i det smukke, belgiske spejltelt Bolero. Hausgaard kunne sagtens fylde plænen ved Open Air, men foretrækker hvert år intimiteten på de små scener.
Af og til kan man sætte sig på asfalten, mens man venter foran Bolero, nogle af os modne mennesker medbringer små klapstole, og heldigvis er der gode og søde naboer i køen, man kan snakke med, mens man venter. Var det ikke hårdt at vente så længe, spørger mange. Gjorde det ikke ondt i enden og i benene? Jo, men det var bestemt det hele værd!
Niels Hausgaard
Dagen før sin 81-års fødselsdag fik vi lov at opleve en Hausgaard i absolut topform. En sanger, der ledsaget af Signe Svendsen og Sara Indrio førte folkesangens stolte samfundsrevsende tradition og sjæl videre på imponerende vis. Vi nåede ud til både Trump, Putin, Netanyahu, Henrik Dahl, Borgernes Parti og brorens og svigerindens søn, Bisse, der tynd, bleg, men i øvrigt veludrustet begav sig på vandretur i naturen.
Hausgaard havde tydeligvis bidt mærke i, at der havde været megen debat om viften med palæstinensiske flag og om, hvad man kunne sige fra en scene, så han lovede fra starten at styre uden om alt grimt. Han bebudede højtideligt, at han ikke ville synge om at slå folk ihjel. Men han udtrykte alligevel en skøn drøm om, at Netanyahus søde forældre skulle have beholdt bukserne på, da de mødtes.
Vi kom langt omkring. Til stormagterne, til diktatorer, til ulve og gnuer. Hausgaard bad os synge ”Hvorfor” på en sang, der handlede om storvildtjægeren, der var draget til Sydafrika, hvor han, med bistand fra lokale assistenter, havde nedlagt en gnu ved at trykke på aftrækkeren til allersidst. ”Hvorfor” spurgte hans lille datter, da han stolt ringede hjem og fortalte om sin dåd, og ”hvorfor” sang publikum i kor. Spørgsmålet kan bruges på mange af verdens brændpunkter netop nu, og det er Hausgaard eminent til.
Signe Svendsen
En af Hausgaards bedste sange er vel den om atomkraftværker. ”Hilsen fra os” fra 1979. Atomkraftværker går han selvfølgelig ind for, blot de ligger i god afstand fra Hundelev og Nordjylland. Helst ovre på Sjælland, faktisk. På samme vis går Hausgaard ind for, at ulven vender tilbage til Danmark, siger han. Ligeså med lossen og den brune bjørn! I øvrigt ville han da også gerne have Norge tilbage.
Sangerinderne Signe Svendsen og Sara Indrio var inviteret på scenen til at synge kor. De udgjorde en smuk kontrast til det samfundskritiske indhold i sangene, og publikum grinede, når Svendsen, Indrio og Hausgaard gav sig til at diskutere løn og sæt-ister, fordi de var uenige om hvilke sange, kvinderne skulle medvirke på.
Hausgaard undrede sig flere gange i løbet af aftenen over, at folk kunne vælge magtmennesker som Putin, Trump og Netanyahu. De mindede for meget om en ikke alt for fjern fortid med støvletramp, fangelejre, masseudryddelser og diktatur. Men egentlig var det jo alle dem, der valgte disse folk, som var svære at forstå. Hvordan kunne de gøre det, spurgte han. Der var tydeligvis mangel på kvalificerede vælgere. Det førte ham ind på den tanke, at vi burde gå ind for flere grundtvigske, folkeoplysende højskoler over hele verden.
Koncertens afsluttende nummer var Buffy Sainte-Maries gamle fredssang om ”The Universal Soldier” fra 1964 med Svendsen og Indrio på kor og med Niels Hausgaards egne opdateringer. En fin afslutning på koncerten og et smukt håb for verden-
