Der er igen blevet udvalgt syv bands til årets showcase Folk Spot Denmark på årets Tønder Festival. I år er det Maja Kjær si Orkester, Twang, Simone Tang, Trio Mio, Svøbsk, Som Os og The Mukherjee Development, der får muligheden for at vise sig frem for 40-50 internationale medie- og branchefolk, som er inviteret til festivalen.

Simone Tang

Maja Kjær Jacobsen

Violinisten og komponisten Maja Kjær har samlet en kvintet til at præsentere energisk instrumentalmusik – dansk og nordisk folkemusik og mere til med en oplevelse af fællesskab med musikken i centrum. Trioen Twang deles om en fælles mikrofon og vil give publikum deres udgave af americana, jazz, blues og old time amerikansk folkemusik krydret med humor, gode historier og uforudsigelige indfald.

Svøbsk

Sangerinde, skuespiller, komponist og producer Simone Tang udgav sin første single i 2019,¨og er klar med sit debutalbum i løbet af dette år. Sangerinden med den smukke stemme jonglerer ubesværet rundt mellem folk, blues og pop. Der står fortrinsvis danske og svenske folkemusiktraditioner på sætlisten, når Trio Mio (øverste foto) går på scenen. To koncerter med bandet er aldrig ens. Man kan aldrig være sikker på, hvilke finurligheder og musikalske krumspring bandet bruger i deres repertoire.

Lidt af det samme kan man sige om Svøbsk. Her vil både de traditionelle danse- og folkemusiknumre og bandets egne kompositioner blive taget under kærlig behandling på smukkeste vis. Kvintetten Som Os består af violinisten Annelene Toft Christensen, som på sikker vis styrer de fire unge mænd i bandet, så deres forskellige musikalske baggrunde og retninger forenes i både traditionelle og utraditionelle numre i flere genrer.

Som Os

Der står en amerikansk/indisk/dansk musiker i spidsen for The Mukherjee Development. Den københavnske kvintet ledes nemlig af Oscar Mukherjee, som er født i det vestlige USA, men har boet her længe. Med hans forskellige kulturelle baggrunde kan man forvente et meget varieret og spændende multikulturelt sæt, som ikke lige kan sættes i en genrebås. Som altid vil der være store musikalske oplevelser ved Folk Spot Denmarks showcases, hvor man vanligt får ørerne op for noget nyt og overraskende.