Det er lige annonceret, at Stuart Duncan vil tilslutte sig Alison Krauss & Union Station på den kommende store Arcadia-turné. Jeg havde ellers håbet, at han ville være en del af Lyle Lovetts Acoustic Group, som for nylig er tilføjet Tønder Festivals 2025-program, og dermed give det danske publikum lejlighed til at opleve denne enestående musiker.
Stuart Duncan (f. 1964) er nemlig en efterspurgt ’sideman’ Han er opvokset i Sydcalifornien, hvor han som syvårig begyndte at spille violin. Det var især bluegrass-musikken, der interesserede ham, da han indledte et musikalsk samarbejde med en anden Alison – banjospilleren Alison Brown.
Som teenager flyttede han til Nashville, hvor jeg i 1985 boede sammen med ham og lærte dette beskedne, humoristiske og talentfulde menneske at kende. Samtidig blev han fast medlem af et af tidens hotteste navne, Nashville Bluegrass Band, og begyndte sideløbende at virke som studiemusiker.
Jeg fik lejlighed til at følge hans arbejde. Studiemusikere bliver hyret til indspilningssessions oftest i dagtimerne. De skal yde deres bedste på timebasis, tilpasse sig opgaverne og affinde sig med, at deres bidrag ofte er minimalt, måske kun ’kolorere’ en sang og måske slet ikke blive udgivet.
Det siger sig selv, at netop i Nashville findes de allerbedste americana-musikere. Takket være hårdt arbejde og et stort talent blev Duncan en så eftertragtet musiker, at han i løbet af nogle år figurerede på den såkaldte A-liste – altså eliten. Foruden hovedinstrumenterne violin og mandolin lærte han sig selv at spille guitar, banjo med mere. Desuden udvidede han sine evner fra traditionel musik til også at lytte til og kunne spille moderne stilarter og nærmest alle musikgenrer.
Ligesom Nashville ikke mere er hjemsted kun for country- og sydstatsmusikere, men længe har tiltrukket musikere og sangskrivere fra hele verden, så er musikken, der indspilles i byen, naturligvis lige så varieret.
Duncan har ikke en bestemt spillestil, men behersker et stort arsenal af teknikker og kan på bestilling akkompagnere hvem som helst. Hans cv inkluderer fire Grammyer, seks Academy of Country Music Awards og ni gange International Bluegrass Music Association’s Fiddle Player of the Year.
Meget ofte, når jeg tjekker, hvem der spiller på én af mine favoritmusikeres plader, så er det hans navn, der dukker op. Ikke sært, da han har medvirker på over 900 pladeindspilninger og musikalske samarbejder. Den imponerende liste med prominente musikere, han har spillet med, tæller Bob Dylan, Barbara Streisand, Emmylou Harris, Dolly Parton, Diane Krall, Elvis Costello, John Prine, Steven Tyler, Robert Plant, Béla Fleck, Mark Knopfler, Lyle Lovett og naturligvis et helt katalog af mange mindre kendte navne, primært inden for rootsmusikken.
Andre session-musikere har forsøgt sig som soloartister, men bortset fra et enkelt soloalbum i 1992 har Duncan holdt sig til akkompagnatørens rolle. Han har imidlertid fået vist sin imponerende virtuositet som mangeårigt fast medlem af Nashville Bluegrass Band og siden som ’sideman’ – altså hyret turnerende musiker, hvor han har haft mulighed for at skifte lydstudierne med de store koncertsale verden over. Desuden er han en fremragende komponist. Endelig er der jo fritiden, som han ofte bruger sammen med sine elitemusikere i uformelle konstellationer. Sammen med de andre lidt anonyme ”musikbagmænd” som sangskrivere, lydteknikere, producere mm. er han en uundværlige del af den musik, som vi nyder, men ofte overser.
Øverste foto: Lyle Lovett
