Folk, roots, americana, country, indierock og meget mere. Det er Tønder Festival i en nøddeskal, og vi elsker det. 27. august åbner den canadiske ambassadør Carolyn Bennett festivalen sammen med Tønders borgmester Jørgen Popp. Det sker på Open Air-scenen kl. 12.15. Torsdag gælder det den traditionelle skolekoncert, som dog næppe kan kaldes ret traditionel, idet rapperen Tessa indtager scenen. Og så får TF et nyt flot symbol i form af en lysskulptur.

Sons Of The East Foto: Pat O’Hara

Som sædvanlig er mange af kunstnerne eksklusive for TF og kan dermed ikke opleves andre steder i DK i år. TF er ”first mover”, når det gælder om at præsentere nye lovende navne, men også når det gælder store, veletablerede kunstnere fra det store udland, som ikke ret tit (eller aldrig før) har stået på en dansk scene uden for København.

I år er Lyle Lovett så absolut et hovednavn. Grammyvinder, sanger/sangskriver, komponist og sågar skuespiller. Fantastisk at han kommer – ligesom godt og vel 60 andre navne. Du kan se dem alle på tf.dk.

De populære koncept-koncerter ‘Women’s Circle’ og ‘Gentlemen’s Circle’ bliver i år udvidet med ‘Minority Language Circle’, hvor sangskrivere skiftes til at synge deres sange på mindretalssprogene gælisk, walisisk, grønlandsk, bretonsk og sønderjysk.

Tessa

Fra Montreal kommer der en totaloplevelse fra countrysangskriveren Li’l Andy og leverer sammen med et af nutidens bedste old-time-bands, Sheesham & Lotus ‘n Son, en totaloplevelse af sang, historier, gammeldags musikinstrumenter og teater, som genskaber svundne tiders vaudeville- og rejseforestillinger fra sydstaterne. Eksport- og showcaseprojektet FolkSpot er med igen og spænder vidt og tegner tilsammen et bredt og aktuelt billede af den moderne folkemusikscene.

Et nyt madsted, Snas & Sans, er kommet til med spændende mad. Lille Fanø, Vadehavs området, Outlaw Village og heldigvis myldrer festivalpladsen med steder at spise og drikke, indimellem at vi spæner rundt imellem de mange scener med alle slags fed Tønder-musik her i udgave 51 af TF. I det nye skovområde (fra sidste år) er der lidt mere rum for afslapning.

Lille Fanø

Der bliver masser af radio fra festivalpladsen, faktisk fra fire forskellige medier, mens Politiken, JydskeVestkysten og Gaffa afholder en række talks med udvalgte kunstnere. Flere kunstnere holder musikalske workshops og atter andre står i spidsen for jamsessions. Jamen, alt er som det plejer og alligevel helt nyt. Er det ikke skønt?

Og som en ekstra og flot nyhed, så præsenteres en stor og spritny lysskulptur, som symboliserer mødet, musikken og fællesskabet mellem tusindvis af glade mennesker hvert år. Skulpturen er støttet af afdøde borgmester Laurids Rudebeks Mindefond og er lavet af et hold festival-frivillige. Den bliver et vigtigt element på festivalpladsen og for Tønder Festival- som både udsmykning, mødested og symbol fra i år og i årene fremover.

Øverste foto: Oyster Band, der spiller deres sidste to koncerter i Danmark inden de stopper helt.

Nobody Knows Me