Desværre kom den sørgelige nyhed tirsdag, at den irske accordeonspiller og sanger, Seamus Begley, er afgået ved døden i en alder af 73 år. Lovordene om ham – og alle sammen fortjente – stod hurtigt at læse på mange irske websites og facebookprofiler fra ikke mindst mange af hans kolleger og dermed også venner. Som én skrev: Han var uhyrligt talentfuld og talentfuld uhyrlig, den sjoveste mand, simpelthen, hvilket undertegnede også selv har konstateret de mange gange, jeg mødte denne søde og sjove mand på Tønder Festival.
Han spillede i lang tid med guitaristen Steve Cooney, og det var ved en koncert i Amager Bio, jeg oplevede disse to sammen. Det må have været i 1997, selv om jeg troede, det var lidt før, for jeg kan læse mig til, at Amager Bio først åbnede som spillested dette år. Siden og længe før det har Séamus Begley spillet med alle de andre store musikere i Irland og mange andre. For nogle år siden begyndte han at turnere med Téada, og som han sagde, var det ’crâic’ at komme med i et boy band. Det var også en klar succes.
Fotos: Seamus Begleys facebookside
Som andre har skrevet bragte han et væld af musik og kultur ud til publikum med al sin viden og totale virtuositet og generøsitet. Han var en urkraft fra Dingle i County Kerry (Gaeltacht), som tydeligvis og klart nok var elsket – som musiker og i høj grad også som menneske. Sharon Shannon skrev bl.a., at han var hendes ”kæreste ven og en helt utrolig person, som jeg altid vil elske. Han havde netop overlevet et hjertetilfælde og var taknemlig for en chance til. Men glæden blev kun kort”.
Alle er totalt enige om, at Séamus Ó Beagloich, hans gæliske navn, var en af Irlands allerbedste musikere med sit suveræne ”box”-spil. Helt utrolig og nem at spille med. Han faldt bare ind så let som ingenting. Som helt ung fik han at vide, at hans stemme var for sød til at synge ’sean nós’, hvad han ikke lige var så glad for, men han indså også, at det ikke var det, han skulle eller ville være. Men hans stemme blev snart elsket og beundret, og den var vidunderligt blid og blød. Beskrevet som ”en vægtløs stemme, som kunne udtrykke dybden i en sang, fordi han kendte sangene, deres historie og rejser, og han mente hvert et ord. Ligesom hans accordeon/harmonikaspil havde dybde og mening.
Så mange har skrevet det så smukt – også Cathy Jordan fra Dervish, der skrev: ”For mig var han højkongen af irsk musik, sprog, kultur og Craic”.
Han var en stor, stærk mand med den blideste tone og en utrolig ”funny man”. Nu er han ikke mere.
Farvel, du søde, store spillemand. Hvil i fred.
