Åh, hvor er vi mange, der glæder os og tør tro på, at vi skal til en rigtig Tønder Festival i år. Det samme gør folkene bag festivalen, som løbende har præsenteret navne til i år fra 25. til 28. august, og som nu har tilføjet de formentlig allersidste. Det var en begejstret Maria Theessink, der forleden fortalte på Facebook, at nu var plakaten for TF22 helt på plads. Nu er der mindre end tre måneder til.
Man kan ovenikøbet se en oversigt over, hvilke dage de forskellige næsten 70 ”navne” spiller. 17 kvindelige musikere står på plakaten i eget navn, det samme antal gælder de mandlige. Resten er bands i forskellige størrelser inklusive duoer og trioer, Du kan se det hele på www.tf.dk, hvor du også kan læse mere detaljeret om de mange musiknavne fra nær og fjern.
De lige tilføjede navne er fra USA og Canada Allison Russell, Margo Cilker (øverste foto) og Amathyst Khan. Desuden Vincent Neil Emerson og et par nok mere kendte navne, nemlig Guy Davis og Bruce Molsky, som sammen med Walter Parks har dannet rootstrioen Gumbo Grits & Gravy.
Vi får et gensyn med det skotske folkrockband Tide Lines, og med medlemmer fra både Skotland, Østrig, Frankrig og Italien kommer bandet med basis i keltisk musiktradition, nemlig Fourth Moon. Australske Mike Elrington sørger for blues & rootsrock.
Selvfølgelig kommer Niels Hausgaard som altid og tak for det, ligesom hans nordjyske, også historiefortællende kollega Mikael K./Klondyke gør det. Fra grænselandet kan vi igen opleve folkBaltica Ensemblet under ledelse af Harald Haugaard.
Desuden sætter Folk Spot Danmark i år spotlightet på følgende yngre musikere og bands som Kajsa Balto, Barani, Fionia Folk Brothers, Dillner, Grabow & Guldhammer, Jørgensen og Sørensen, Tone of Voice Orchestra og bluesmand/band CPH Slim.