I denne pandemitid er det nemt at blive virusforvirret af svirrende tal og beregninger – samt usikker på fremtiden for hver af os og musikbranchen som sådan. Ingen kan garantere hvornår og hvordan, men én ting er sikker: Foråret kommer. Og det er da mindst en sang værd, synes også Christensen & Kanne Folkband.

Begge er veteraner i dansk folkemusik. Jens G. Christensen, tidligere kendt som Jens Folkesanger, på sang og guitar, havde sin debut i 1967 og har siden dyrket især irsk-skotsk folkemusik i bl.a. McEwans Export, Paddy Doyles, været sidemand til Erik Grip og meget mere. Det er blevet til en længere række pladeudgivelser, men kun en enkelt i eget navn: Lige Nu fra 1983.

Fotos: Madeleine Glindorf

Axel Kanne, sang og i denne sammenhæng guitar, dobro og ukulele – men stik ham en bas, banjo eller mandolin, så behersker ham skam også dem. Han har en fortid i den traditionelle amerikanske musik. Han har spillet i Barking Bulldogs, Mineola Band og The Possom Wackers samt ikke mindst med violinisten Anne-Marie.

De er et godt makkerpar med deres egne poetiske og lystige viser og klangen fra deres sprøde akustiske strengeinstrumenter. Under navnet Christensen & Kanne Folkband får hører også gedigen backing af Ole Pettersson, sang, guitar, mandolin, oktavmandolin og Ole Holst Andersen, sang og bas, om end Christensen og Kanne også kan opleves som duo.

Hvor går du hen og hører dansk humor og poesi serveret med elegance til herligt guitarspil á la Bert Jansch, John Renbourn eller Stefan Grossman? Jo, til én af deres koncerter lige så snart vi igen kan mødes i trygge rammer! Indtil da kan du nyde dem digitalt med bl.a. den helt nye sang Endelig Forår.

https://www.youtube.com/watch?v=3c658bLYo-Y