Forårsjævndøgn 21. marts er dagen, hvor den nordiske folkemusikgruppe med det svenskklingende navn Fjärin udgiver deres anden cd. Det er et album, man virkelig skal lytte til. Og musikken går op i en højere treenighed. Det var nogle af de velfortjente anmelderroser, gruppens første album, ”Krydsning” fra oktober 2011 fik. Nu er det snarere nordisk seksenighed!
Med fare for gentagelse kan man sige det samme om den nye cd, Mixtur. Blot bør man nu tale om seksenighed – hvis der findes et sådant ord. De tre, der udgør grundstammen i gruppen, Kasper Ejlerskov Leonhardt (guitar), Søren Stensby (violin) og Johannes Vaht (bas) har nemlig på Mixtur indgået et vellykket samarbejde med den norske sangerinde Mia Marlen Berg, den danske harmonika- og fløjtespiller Rune Cygan Barslund og den svenske pianist Oscar Johansson.
Det giver et sekspersoners band med et fint stænk af jazz, som blander sig med balkanmusik, irsk og nordisk folkemusik i 11 selvskrevne kompositioner. Som navnet på cd’en antyder, er Mixtur netop en art krydsning – mellem nordiske stilarter og mellem musikalske genrer.
Jazzet fusionsfolk
Her er tale om stemningsfuld og melodisk fusionsfolk af høj kvalitet med suveræn instrumentbeherskelse. Det er egentlig forkert at fremhæve nogle numre frem for andre, for cd’en er et smukt sammenvævet, nordisk billedtæppe, der klinger som honning i øregangene. Flot og undertiden vemodigt. Men så lidt malurt: Ind i mellem lidt vel lækkert, verdensfjernt og glat i perfektheden. Jeg savner lyden af ølflasker, der lukkes op, folk, der danser og tekster, som forholder sig til dagens virkelighed. Mia Berg synger smukt, skæbnetungt og kraftfuldt på et dialektpræget norsk, som giver indtryk af, at de to-tre sange, hun står for, er middelalderpasticher om ulykkelig kærlighed. Og det er uden tvivl nemmere at forstå ordene for nordmænd end for danskere.
Det smukkeste nummer, synes jeg umiddelbart, er Johannes Vahts ”Mythos”, der også har fået lov at pryde Fjärings hjemmeside. Indledningen på nummeret er en charmerende pizzicato på violinen, der efterhånden bakkes op af de andre instrumenter, startende med harmonika og violin. Også nummeret ”Dedikation” er flot med den sprøde, enkle harmonikastemme og den fremhævede bas.
Pladens første skæring, Hans Lystigfinger, er en god indgang. Traditionelt klingende – som de fleste af pladens numre – og så alligevel ny, med tydelig bas og flot, jazzet samspil mellem violin og harmonika. Det andet nummer, Amaher Reel, har en smuk, fremtrædende og næsten irsk fløjte, der efterhånden forenes med de øvrige instrumenter.
Cd’ens cover leder, nok ikke tilfældigt, tanken hen på de store svenske skove. Stabler af fældede træer med forskelligartede årringsmønstre. Til gengæld er det ikke særligt læsevenligt. Bittesmå, håndskrevne bogstaver og sparsomme oplysninger. Jeg savner teksterne til Mias sange, og dem finder man desværre heller ikke på hjemmesiden, som også savner ordentlige musikerbiografier.
