Den 25. marts kom meldingen om, at Topper var død, 91 år gammel. Formelt hed han Ole Torben Jensen, men det navn reagerede han nærmest ikke på.
Overtegnede blev i 1974 inviteret til Fanø som gæst – troede jeg. Den for mig ukendte sandhed var, at de øvrige var blevet lovet en banjospiller til deres nydannede og stadig navnløse folkemusikgruppe. Somme tider må afgørende beslutninger tages i løbet af korte øjeblikke. Min øjebliksbeslutning betød, at Fanø fra den dag blev stedet, hvorfra mit liv kom til at udspille sig. Dette første møde fandt sted i Toppers stue og blev fuldendelsen af, hvad der endte med blive kaldt Sand På Gulvet. Ingen havde den ringeste ide om, hvad der skulle komme.
Topper kom til Fanø fra Esbjerg i 1959 og skabte sammen med hustruen Annelise deres fælles virksomhed TAO Stentøj, hvor allehånde kunst og kunsthåndværk blev skabt. Topper bidrog primært med sin billedkunst og den særlige ”streg”, der ikke levnede tvivl om kunstneren bag værkerne. Han havde sideløbende dyrket violinspillet på et seriøst plan i den klassiske musiks verden, men på Fanø mødte han spillemændene og blev grebet af folkemusikken, herunder den unikke lokale tradition. Hans på samme tid forfinede og kraftfulde violinspil blev derved en helt personlig blanding af den klassiske skoling og folkemusikkens råstyrke.
At han på en sejltur til Skotland på sin egen båd ”Daphne” også mødte den skotske og irske musik, blev årsagen til, at Sand På Gulvet oprindeligt blev dannet for at spille netop den musik. At det udviklede sig helt anderledes, er bare en del af den brogede fortælling.
Forstærkningen af musikken på scenen foregik før den senere udvikling med diverse lydtekniske landvindinger og indlagt teknologi i instrumenterne. Derfor forstærkedes alt gennem almindelige mikrofoner. Alligevel formåede Topper at udføre sine ekspressive spring og dansetrin under sin optræden og samtidig at holde sin violin rettet tæt mod mikrofonen. I sig selv en præstation.
Således var Topper en markant og definerende solist i Sand På Gulvet, såvel visuelt som musikalsk. Den ledende rolle var han sig yderst bevidst, og lydmand Jørn Mouritzen fik stramme blikke, hvis ikke violinen modsvarede den rolle i lydmixet. Han var en selvbevidst perfektionist og samtidig ydmyg overfor storheden i musikken og kunsten i øvrigt. Han var generelt et ganske særligt menneske. Efter skilsmissen fra Annelise for efterhånden mange år siden flyttede Topper til Stevns og ikke så længe efter videre til Mors, hvor han levede indtil sin død.
Violinspillet blev fastholdt så længe hans stadig mere svækkede hørelse tillod det, men skabelsen af billedkunst berigede hans liv helt indtil det allersidste, selv mens han stærkt mærket af alder tilbragte den sidste tid på plejehjem – hvor adskillige billeder af Sand På Gulvet viste hans stolthed over at have været en del af den fortælling. Med først Niels Kristian ”Boss” Bergs afsked med de levendes land, senere Henning Nørgaards og nu også Toppers tilsvarende er den fortælling blevet endnu mere historie.
Topper kan høres på Sand På Gulvets fem albums, et opsamlingsalbum, endnu et opsamlingsalbum og det for få år siden udgivne ”Fjerde Juledag” med egne optagelser. Derudover på Niels Hausgaards tredje album ”Men det går jo nok”, på ”Ny dansk folkemusik” sammen med Erling Hansen fra Korsørgruppen Tramp, indeholdende de to violinisters egne kompositioner, og på ”Bedstefars snaps” sammen med Lars Kristensen, som spillede violin i Rumlekvadrillen sammen med blandt andre salig Johnny Madsen.
