Guitarist, komponist og musikforlægger Finn Olafsson har sendt os disse ord om Tony Vejslev:
Det er med stor sorg, at jeg må meddele, at min gode ven, komponisten, visesangeren og fhv. overlærer Tony Vejslev er afgået ved døden efter kort tids sygdom, 93 år gammel. Tony Vejslev er især kendt for sine iørefaldende, enkle og sangbare melodier til Frank Jægers digte.
Han blev landskendt i 1953, da han sammen med vennen Frank Jæger udsendte bogen “19 Jægerviser”. Men allerede som barn under krigen optrådte han med egne digte og kompositioner samt recitation af bl.a. jyske digte i de dengang så populære hjemstavnsforeninger. Han fik engagement i bl.a. Lulu Ziegler Kabareten og i Tivolis Glassal. Han medvirkede også i Danmarks Radios Drengekor, i hørespil og teaterforestillinger – og ledede en jazzkvartet!
Efter mødet med Frank Jæger på Schneekloths Gymnasium koncentrerede Tony Vejslev sig om musikken til Frank Jægers digte og senere til tekster af andre danske forfattere. Det var vennerne Thorkild Bjørnvig, Ole Sarvig og Jørgen Gustava Brandt og ældre digtere som Emil Aarestrup, Sophus Claussen og Johs. V. Jensen. Allerede mens Tony gik på seminariet, var han at finde blandt den lille snes mennesker, der startede det danske fjernsyn – som kameramand og aktør. Efter sin lærereksamen i 1950 rejste han til Argentina og underviste børn af danske udvandrere. Siden hjemkomsten fra Argentina underviste han i sprog i flere skoleformer og bosatte sig på Samsø med sin hustru Benthe – og siden i Ejlstrup ved Helsinge i Nordsjælland. Han afsluttede sin karriere som overlærer i midten af 1980’erne på Fredensborg Skole.
Efter at Kim Larsen i 1982 havde fået stor succes med maxisinglen ”5 Eiffel”, som indeholdt to af Tony Vejslevs melodier, blev jeg opfordret af Poul Bruun, Medley/Xenia Records til at kontakte Tony med henblik på at producere en LP med Tony som solist. Det førte i 1983 til indspilningen af LP’en ”Tony Vejslev synger Frank Jæger, Thorkild Bjørnvig, Ole Sarvig og Johs. V. Jensen” og senere til indspilning og udgivelse på LP/CD og i nodebøger på Olafssongs af stort set samtlige melodier, Tony Vejslev har komponeret. Men ikke mindst førte det til et fire årtier langt samarbejde mellem Tony og Musikforlaget Olafssongs – og ét for mig berigende nært venskab med et vidunderligt, inspirerende, humoristisk og musikalsk menneske.
Efter at Tony Vejslev selv ophørte med at optræde, har Tom Frederiksen, Torsten Olafsson og jeg optrådt over hele landet med et stort antal hyldestkoncerter for Tony Vejslev og Frank Jæger. Over alt bliver vi mødt af et publikum, for hvem Tony Vejslevs melodier til Frank Jægers digte har stor betydning, ligesom vi møder utallige elever, som fortæller begejstret om deres charmerende lærer.
Tony Vejslev efterlader sig sin søn Jakob Vejslev og sit barnebarn Kristoffer Vejslev Dyssegaard, der også er komponister.
Æret være Tony Vejslevs minde.
Dato og tidspunkt for bisættelsen vil snarest blive annonceret på olafssongs.dk, på Facebook mv
Tak for alle de dejlige melodier. ?
Jeg havde den skønne oplevelse at have Vejslev som klasselærer i Fredensborg Skole i begyndelsen af 60’erne – uden at vide at han kunne synge! – det fandt jeg først ud af mange år senere.
Han var ubetinget den mest spændende og humoristiske lærer jeg har haft – især når vi i klassens time fik lokket ham til at fortælle eventyr fra hans år i Sydamerika. Jeg var ikke ene om at holde utrolig meget af ham og sammen med to klassekammerater opsøgte vi ham nogle år senere uanmeldt i hans sommerhus på Samsø. Først blev han meget bøs og lod som om han helst ville skyde os på stedet; vi slap dog med skrækken og fik et par hyggelige timer med ham. Han har sat sig så mange spor hos mig at der sjældent går lang tid mellem at jeg tænker på ham og glæder mig over at jeg fik lov at opleve ham.