Årets Spot i Aarhus d. 5. og 6. maj bliver med ekstra fokus på ny dansk og nordisk musik, så derfor er der en del musikere og bands med fra vores nabolande. I alt skal der afvikles mere end 150 koncerter på de to dage, og de fleste navne er kommet på plakaten. Til og med 31. marts kan du købe billet til begge dage for 650 kr., mens prisen fra 1. april bliver 715 kr. Festivalbillet for én dag koster 480 kr.
Man kan blandt mange navne glæde sig til sanger/sangskriver Kristian Bach, (øverste foto) som sidste år modtog ”Årets Helge”, der nok påkalder sig størst opmærksomhed inden for folk og rootsgenren, og dansk-tyrkisk-kurdiske AySay, Trioen modtog tre priser ved sidste års DMA Roots og er bl.a. inspireret af Sorten Muld, som spillede på Spot sidste år. Et af de helt store navne i år er Fallulah.
Spændende navne er også sangskriveren August Høyen med sit miks af folk, country og R&B, og William Torp med sin blanding af folk og pop. Et interessant bekendtskab bliver også den islandske sangerinde Briet og ligeledes svenske Emma Elisabeth med sine fortolkninger i folk/americana/indie og rockgenren. Nu er også bandet Vilma tilføjet til listen over bands, da der igen i år præsenteres nordjyske bands.
I alt omkring 100 navne kommer på scenen under Spot Festival i starten af maj.