Pressefoto
Der bliver hilst til højre og venstre på Marco Rodrigues nye album, Fados do Fado, som er en hyldest til mandlige fadosangere. De fleste forbinder umiddelbart fado med en kvindelig fadista med sort sjal over skuldrene, akkompagneret af mandlige guitarister. Men traditionen med mandlige sangere er lige så lang og tæller også store berømtheder – både i Lissabon, hvor Alfredo Marceneiro i sin tid udgjorde det mandlige sidestykke til Amália, og i Coimbra hvor universitetsbyens særlige fadovariant især udøves af mænd.
Marco Rodrigues vandt amatørkonkurrencen Grande Noite do Fado i 1999, begyndte at synge på Café Luso og pladedebuterede i 2006. Med tiden har han etableret sig som en af tidens førende mandlige fadosangere – et selskab, der foruden nestoren Carlos do Carmo tæller Ricardo Ribeiro, Camané og de to Moutinho-brødre, Helder og Pedro.
Albummet byder på fortolkninger af sange fra mandlige fadosangeres repertoire, bl.a. Carlos do Carmo, Jorge Fernando, Tristão da Silva, Max (Maximiano de Sousa) og Tony de Matos. Det stærke udlæg på albummet er Max´ kærlighedserklæring til citronsælgeren, ”Rosinha dos Limões”, som hans øjne følger efter, da hun passerer neden for hans vindue. Andre glimrende fortolkninger er ”Vendaval” fra Tony de Matos´ repertoire, Jorge Fernandos ”Trigueirinha” Camanés stille flotte ”Guitarra” og ikke mindst Carlos do Carmos sang om kvarteret ”Bairro Alto”, der huser adskillige fadorestauranter.
Flere af sangene har også gennem årene været indspillet af kvinder, men som Marco Rodrigues selv har udtalt, er de tydeligvis skrevet af og for mænd – og altså nu genindspillet af ham selv. En enkelt undtagelse fra denne tematik er der dog blevet plads til. Det gælder Amálias ”Acho inúteis as palavras”, som også var med på hans debutalbum.
Alt i alt et noget traditionelt, men glimrende fadoalbum, indspillet med klassisk besætning og fint afvekslende tempomæssigt.
