Som altid var Musik over Præstø Fjord et overflødighedshorn af musikalske oplevelser. Hvis man havde et instrument over skulderen, kunne man altid finde en stol, slå sig ned i en af de mange buskspilgrupper og pejle sig ind på tonearten eller få den beredvilligt oplyst af de andre i klyngen.
Eller man kunne vælge mellem mindst fem scener, hvor der var dans og lyttemusik, lige fra morgensang i det smukke bålhus til natbal og kædedans. Morgensangen stod Kristian Bach og Andres Greiss for, og de akkompagnerede på henholdsvis klaver og guitar forskellige smukke ord fra de seneste udgaver af Højskolesangbogen.
Lørdag eftermiddag præsenterede en udvidet udgave af den dansk-tyske duo Plønk deres strengeinstrumenter, de traditionsrige, gamle waldzithere, på Dansetræet. rootszone.dk anmeldte for kort tid siden Plønks debutalbum ”Bridge of Glass” og fortalte, at det tyske instrument, waldzitheren, nu er kommet på intet mindre end UNESCOs kulturarvsliste. Musikerne fortalte historien, gav musikalske eksempler og sluttede med en smuk udgave af den gamle tyske folkesang, ”Ade zur guten Nacht”, som de selv havde skrevet ekstra vers til.
Fromseier Hockings
Dagen var heldigvis langtfra forbi endnu. Lørdag aften kunne man i Viseteltet høre Ditte Fromseier på sang, violin og bratsch og hendes ægtemand, Sigurd Hockings, på guitar. Deres første album, ”Flot Gevir”, kom helt tilbage i 2013, og det er siden fulgt op af en live-EP fra 2020. Men de kunne fortælle, at der snart er et nyt på vej, omend titlen endnu ikke er fundet.
Ud over at spille folkemusik driver de to et æbleciderbryggeri i den lille by, Øksendrup på Østfyn. Nå jo, og så sidder Ditte også på posten som revisor i det lokale vandværk, hvis årlige frokost havde affødt en smuk melodi. Det er, som om duoen ved noget, vi andre ikke ved. Som om de har hul igennem til en dimension i musikken, som kun ægtefolk har adgang til, stod der poetisk og meget præcist i det trykte program. Det er i hvert fald helt bestemt til at høre en fin samhørighed i samspillet. De har noget sammen, og det er tydeligt, at de har suget inspiration til sig i det øst-fynske lokalsamfund.
Fromseier og Hockings lagde denne aften ud med instrumentalnummeret ”Sure Rabarber”. Den usædvanlige titel dækker over den oplevelse, som deres lille datter havde, da hun sultent forsøgte at gnave sig igennem alle havens rå rabarber. Det kan næppe anbefales! Så fulgte en smuk ballade om Bornholm og et nummer tilegnet sækkepibespiller, togentusiast og musikorganisator Stig Bang Mortensen. Også et slot i nærheden af Øksendrup, Holckenhavn Slot, havde affødt et nummer.
Sigurds far led af ”Mo Fo”, ”fear of missing out”, fortalte han, og hævdede, at han selv havde arvet samme lidelse. Begrebet dækker over noget, de fleste kender, nemlig det, at man aldrig har lyst til at gå i seng, for man kunne jo gå glip af noget, og det ville være møgærgerligt. Denne iagttagelse var der selvfølgelig også kommet et nummer ud af, et nummer der igen viste, hvor ubesværet Ditte veksler mellem violin og bratsch. Hun siger selv, at instrumentvalget afgøres af, hvad der passer bedst til guitaren. Bratschen er nok tættest på guitaren og minder mest om den menneskelige stemme.
Duoen sluttede bl.a.af med den smukke vuggevise, ”Tabt sin melodi” og med sangen ”Mit æbleland”. Flot sang og instrumentbeherskelse!
Jeg selv sluttede lørdag af med nogle dejlige lyde fra den for mig ukendte tyske gruppe Pabameto på Dansetræet. Pabameto er egentlig en duo, bestående af tvillingebrødrene og multiinstrumentalisterne Pay Bandik and Melf Torge Nonn fra Flensburg, men de to havde denne aften tillagt sig et par ekstra besætningsmedlemmer. Gruppen havde et solidt tag i de mange dansende og bød på ukendte toner fra en anden tradition end den nordiske og irsk-skotske, som vi ellers nok kender mest til i Danmark. Dem har jeg skrevet på min Spotify-liste. Det samme gælder den livlige skotsk-irsk-engelske trio Roaring Maggie, som spillede frem til midnat i Bålhuset med livlige syng-med-sange om fulde sømænd og træske kvinder.
Fotos: Hans Henrik Taarnby
