Onsdag 26. september står den meget roste svenske violinist Lena Jonsson på scenen i den navnkundige jazzklub i Store Regnegade midt i København, som med jævne mellemrum præsenterer folkemusik. Og sikke da et godt initiativ, det er. Hun kommer i trioformat sammen med Erik Ronström på guitar og Kristofer på bas. Lena Jonsson spiller i diverse andre sammenhænge.
Lena Jonsson er halvt spillemand og halvt rockstjerne, og 100 procent sin egen. Hjemme er hun kendt som en af landets mest visionære og udfarende musikere, og som en der har skabt sig et helt unikt udtryk: For hun har et dybt kendskab og kærlighed til den svenske traditionsmusik og har da også en bachelor i folkemusik fra Royal College of Music i Stockholm. Fra hun var seks år og frem til 18 år spillede hun violin efter Suzuki-metoden og var fra en tidlig alder aktiv i folkemusikmiljøet i Hälsingland. Hun har spillet internationalt og indspillet adskillige albums.
Jonsson er også glad for amerikansk folk, rock- og popmusik. Med sit amerikanske band The Goodbye Girls spiller hun ofte bluegrass, ligesom hun optræder i duo sammen med amerikanske Brittany Haas. Som om det ikke var nok, spiller hun også i duoen Jonsson Coudroy, som er et svensk-bretonsk samarbejde med tre albums bag sig. Libohofvet er så hendes kvinde-power-trio med tre fiddles, og de optræder også internationalt, indspiller og optræder mest med original musik.
Skenet er hendes progressive folkrockband med to albums, og altså endnu et samarbejde, som den energiske og vidtfavnende musiker er med i. Derudover har hun spillet med mange andre og modtaget mange priser, nomineringer og scholarships0.11 For resten har Lena Jonsson været svensk rigsspillemand siden 2008!
Jo, Lena Jonsson kommer med en hel violinkasse (eller mere!) fuld af forskellig og alsidig musik, og er netop nu aktuel med albummet Places. I den anledning turnerer hun i denne tid rundt i verden med sine to svenske musikere. Billetter sælges kun i døren til 100 kr. Dørene åbnes kl.19, koncert starter kl. 20.