Jeg hørte The SteelDrivers live to gange i foråret 2010 med kort mellemrum. Første gang var de et moderne og sensationelt bluegrassband, anden gang var de et moderne bluegrassband. Forskellen var Chris Stapleton, som i mellemtiden havde forladt bandet. Han havde været en bærende kraft som sangskriver, forsanger og guitarist på gruppens to første album.
Fotos: Anthony Scarlatti
SteelDrivers forsøgte at fastholde deres succes, men havde igennem nogle år problemer med at erstatte Stapleton. Nu har de fundet en god erstatning og består nu af: Tammy Rogers, fiddle/vokal, Mike Fleming, bas, Brent Truitt, mandolin, Richard Bailey, banjo samt Kelvin Damrell, forsanger og guitarist.
Det er en klassisk bluegrassbesætning, og de fleste medlemmer har da også en baggrund i Nashvilles bluegrassmiljø, men de spiller faktisk ikke bluegrass. Frem for det traditionelle repertoire foretrækker de at lave deres egne originale sange. De kalder sig selv ’et singer-songwriter-band’, og oftest er det Tammy Rogers, der laver tekster, mens bandet komponerer melodierne. Det har indbragt dem en række musikpriser, bl.a. to Grammyer og har skaffet dem en stor fanskare – herunder popsangerinden Adele, som valgte at indspille deres sang If It Hadn’t Been For Love i 2011.
Jeg kan imidlertid ikke indskrive mig i fanskaren, da jeg ikke finder deres stil vellykket. De er fortrinlige musikere, men måden de blander så mange musikgenrer på bliver forceret, lidt rodet og virker ikke helt ærlig. På dette seneste album er der både positive kærlighedsballader som I Choose You og cajun/country-sange som Glad I’m Gone. Men det er de mørkere bluesklingende sange som The Bartender, Bad For You, 12 O’Clock Blues, der dominerer repertoiret. Og ikke mindst Falling Man (inspireret af et foto af et uidentificeret offer for 9/11-angrebet) med linjer som “I’ll never die/I’ll never land/Call me what I am/A falling man,” bliver lidt for følelsesmanipulerende for min smag.
The SteelDrivers har formået at beholde en kontinuitet siden deres sensationelle gennembrud i 2005, men sensationerne og udviklingen udebliver, og de skal være glade for deres status som et populært, moderne bluegrassband.
