Taj Mahal og Ry Cooder mødtes først i kultbandet Rising Sons i 1965-66, hvor de spillede blues og folk med tre andre musikere. De lavede et album, som imidlertid blev skrinlagt, og Rising Sons blev opløst. Først i 1992 blev albummet udgivet. Da havde Mahal og Cooder i mellemtiden været optaget af deres egne musikkarrierer, som resulterede i stor anerkendelse og talrige musikpriser. Taj Mahal er mest kendt for sin solokarriere som rootsmusiker. Ry Cooder som både slideguitarist, studiomusiker, filmkomponist og producer. Især hans projekt Buena Vista Society Club fra 1997 blev verdenskendt, men han har haft flere andre succeser.
De har godt nok mødtes sporadisk siden, men under corona-nedlukningerne opstod muligheden for at arbejde sammen igen, og de samledes således næsten 60 år senere om et fælles bluesprojekt. Denne gang i en hyldest til deres ungdomsidoler og læremestre, blueslegenderne Sonny Terry og Brownie McGhee, så på en måde er cirklen sluttet med denne udgivelse.
Albummet udkom tidligere i år og skuffede mig lidt ved første gennemlytning. Det er nemlig meget råt, skramlet, underproduceret og underarrangeret. Siden er jeg blevet glad for ”Get On Board”, netop fordi det faktisk var sådan som Terry og McGhee lød, når de spillede live. Frem for at sigte efter kommerciel vellyd og efter at vise, hvor fine musikere de er, så har Taj Mahal på nu 80 og 75-årige Ry Cooder på denne måde nemlig ramt essensen af Sonny Terry & Brownie McGhees musik, når den var bedst.
Vi får et grundigt udvalg fra Terry og McGhees repertoire. Foruden Cornbread, Peas, Black Molasses, som var én af deres kendtteste sange, så er versionerne af Pick A Bale Of Cotton, Hooray Hooray, Drinkin’ Wine Spo-Dee-O-Dee, What A Beautiful City og Pawn Shop Blues særligt veludførte. Ikke kun repertoiret, men også pladecoveret på Terry og McGhees 1957-Folkways-album med samme titel, har Mahal og Cooder efterlignet. Dette er imidlertid ikke museumsmusik, men tidløs bluesroots, når den er bedst.
Taj Mahal betjener foruden sang også mundharpe, guitar og klaver, Ry Cooder synger, spiller mandolin, banjo og naturligvis sin karakteristiske slideguitar. Desuden får de hjælp af Joachim Cooder på trommer og bas. Man mærker, hvorledes de to gamle venner er mødtes og begyndt at jamme løs. Deres modne, slidte stemmer og forhåndenværende instrumenter er begyndt at klinge, gynge og swinge godt suppleret med musikalske minder og anekdoter.
Det er påfaldende, hvor anti-kommercielle både Mahal og Cooder konsekvent har været igennem deres karrierer. Det er musikken, der tæller, ikke hitlisterne. Det er musikerne, der bestemmer, ikke branchen. Dette indgyder respekt, og begge musikere har alligevel opnået en så så prominent status, at de hver for sig ville være topnavn på selv de største folkemusikfestivaler. Selv om der ikke pt. er planer om Mahal-Cooder-koncerter, så kan man håbe, at de får tid til at turnere sammen og måske når til Europa, som d’herrer kun sjældent har besøgt.
