Den unge sanger og sangskriver Nathalia Flôrez har sin opvækst i Sønderho på Fanø. Samtidig er hendes blod blandet af morens færøske og farens colombianske. En samlet set unik blanding, der udmøntes i hendes særlige musikalske og lyriske personlighed. Hun har nu barslet med sit andet album.
”Tæthed og tomhed” er mere inderlig og afdæmpet end forgængeren ”I aftenens sidste minutter”. Årsagen antydes i sangteksterne, som indikerer, at Nathalia Flôrez har løbet panden mod nogle vægge i tilværelsens af og til svært farbare labyrint. Hun udtrykker en udfordrende følelsesdobbelthed, som med albummets titel er gjort til et overordnet lyrisk tema.
Det er dog ikke den rene fortvivlede blues, der udfoldes. Teksterne udviser også tro på og tillid til noget meningsfuldt, der skal søges bag følelsesforvirringen – og som det siges i sangen ”Selvbilleder”: Det er os selv vi er nødt til at tilgive. Der løbes ikke fra noget. Sangene fremføres hudløst, inderligt og nærværende, hvilket understøttes stærkt af den fine og unikke sangstemme, som Nathalia Flôrez er blevet begavet med. Der efterlades ingen tvivl om, at der udtrykkes personlige tanker og overvejelser.
Det lettere vigende melodimateriale indpakkes som hovedregel i æteriske klangflader, der primært er et stemningsskabende bagtæppe for de følelsesfulde tekster, og som derved på udmærket vis accentuerer indholdet. Instrumenteringen består i sin grundform af elguitar, keyboard, bas og trommer. Dertil enkeltindslag af trompet og af korsang.
Den inderlige afdæmpethed afløses i enkelte sekvenser af en mere pågående intensitet, men de præger ikke albummet. Den deraf ringe afvekslingsgrad kan opfattes som en mindre svaghed, men det fremherskende lavmælte udtryk er givetvis tilsigtet som musikalsk regi for eftertænksomheden i lyrikken og det centrale element i ”Tæthed og tomhed”.
Denne anmelder er åben overfor at blive taget blidt ved hånden og ledt med ind i Nathalia Flôrez’ lyriske og musikalske nærvær.
