Loner folk er et begreb, som de senere år har vundet indpas internationalt, og med mindre vores læsere kan foreslå et bedre dansk ord, så vil vi præsentere det som: loner-folk. Det er en betegnelse for en slags undergenre til folk og bliver brugt lidt i flæng sammen med f.eks. downer-folk, indie-folk, alternativ folk og psych-folk.
Bare det at disse betegnelser opstår, er et tegn på, at folk-musikken har vokseværk og er blevet attraktiv for musikere og branchefolk at benytte. Selv om især musikere ikke bryder sig om at blive kategoriseret eller puttet i kasser, så skal man huske, at disse genrebetegnelser ikke er skarpt afgrænsede, men derimod er et praktisk redskab til at beskrive en musikstil, Så lad mig forsøge at præcisere betegnelsen.
Det er nærliggende at formode, at pandemi-nedlukningerne har givet en fornyet interesse for loner-folk, idet det ligger i navnet, at det er musik fra enegængere. Mange sanger-sangskrivere, som har været mere eller mindre isoleret, har måske nok forsøgt at arbejde online, men har (gen)opdaget basisformularen: Solisten med det nøgne og ærlige udtryk og med så sparsom backing som muligt, helst uden interaktion med andre musikere og publikum, og oftest indspillet under primitive forhold og udgivet privat eller på små pladeselskaber.
På denne måde bliver der lagt vægt på tekstudtrykket fremfor musikalsk pynt og blær. De mest typiske loner-folk-tekster er meget private, indadvendte, mystiske, religiøse, spirituelle, ja ofte deprimerende. Derfor siger det sig selv, at det er anti-populær, ikke-behagesyg musik så langt fra dansemusik, fest og farver og syng-med sange, som man kan komme, og at musikerne i denne genre sjældent opnår større popularitet. Alligevel har f.eks. Nick Drake, Syd Barrett og Townes van Zandt som prototyper for loner-folk-stilen opnået stjernestatus og er stadig inspirationskilder her mange år efter deres alt for tidlige død.
Mange andre mere eller mindre kendte sanger-sangskrivere fra 1960’erne og 1970’erne (flere med samme triste skæbne) er nu ved at blive genopdaget fra glemslen og har opnået fornyet interesse, og nogle af deres obskure pladeudgivelser er blevet kult og genudgives i forholdsvis stor skala. Tim og Jeff Buckley, Tyrannosaurus Rex, Karen Dalton, Kevin Ayers, Bridget St. John, Bill Callahan, Ed Askew, Jackson C. Frank og dele af Neil Youngs og Leonard Cohens repertoire har f.eks. fået hæftet betegnelsen loner-folk på sig.
Det kan være udfordrende at lytte til, og dykke ned i disse ofte meget sorte universer, men især mange unge nyder denne musik, som er renset for pæne tekster og flotte lydproduktioner. Denne lidt sære stil er nu også inspiration for nyere navne, og har efterhånden også et publikum og har åbenbart et udtryk, som passer godt til vores tid. Måske er det fornemmelsen af ensomhed og magtesløshed, der resonerer godt med loner-folk.
Også herhjemme har enkelte musikere tidligere ramt denne stil. Hanne Methlings album ”Hjertelarm”, Jan Leefs ”We Will Survive” og nyere navne har helhjertet taget dette udtryk til sig. Emile f.eks. Årsagen er formentlig, at det innovative og eksperimenterende er bedre til at forme den nye musik fremfor det kendte og traditionelle.
Jeg håber, at denne ’explainer’ (som en forklaring kaldes nu) vil være en hjælp til at forstå denne nye betegnelse når du støder på den. Og det kunne sagtens være her på rootszone.dk, da jeg har tænkt mig at følge og omtale dele af loner-folk’en i fremtiden.
https://www.facebook.com/emilecph
