Stemningsrapport fra sidste weekend i oktober, hvor København var vært for WOMEX. Verdensmusikken indtog alle etager fra kælder til kvist i DR Koncerthuset og kom fra mere end 40 nationer.
En veritabel eksplosion af lyd møder mig på min vej op ad de mange trapper til FOYER Stage 2 i DR Koncerthuset denne fredag aften. Sangen og musikken kommer fra Nathalie Natiembé og hendes band, som mentalt flytter foyerens publikum til langt sydligere himmelstrøg end de gråsorte danske uden for dørene. Og publikummet er tydeligvis mere end villige til at lade musikken og sangen transportere dem andre steder hen.
Hvilket præcis er hvad det hele handler om herude i DR Koncerthus denne sidste weekend i oktober, hvor WOMEX for andet år i træk spiller ud og spiller op i danske rammer. Rammer, der er store nok til at rumme mange koncerter på én gang, mange menensker og forskellige stemninger. For hele verdens musik er inviteret indenfor i denne weekend.
Natiembé er fra La Réunion, en lille ø i Det indiske Ocean 200 kilometer fra Mauritius og med kæmpeøen Madagascar på den anden side tættere ved Afrika. Hun synger maloya, den ene af to traditionelle musikgenrer på Réunion, med stærke rødder fra slavetiden. La Réunion er et fransk departement, men hun synger på reunion creole – og den fænger da i den grad, denne meget percussionbaserede og inciterende version af blues! Årets vinder af “WOMEX Award for Artists” er iøvrigt hendes landsmand Danyel Waro. Egentlig utroligt på samme weekend at kunne opleve hele to kunstnere fra dette lille land med kun ialt 800.000 indbyggere.
Smagsprøver
Lidt senere på scenen ved siden af synger og spiller Fatoumata Diawara smukt. Født i Elfenbenskysten af forældre fra Mali, danser, skuespiller, komponist, bosiddende i Frankrig – endnu en stor og alsidig kunster, man (jeg!) faktisk aldrig har hørt om.
At komme her i denne weekend er selvfølgelig en total øjenåbner – eller retter sagt en øreåbner, der jo i vores verden anno 2010 fører direkte hjem til computeren (hvis man da ikke lige napper en tur til Mali eller La Réunion) – hvor man kan tjekke al denne fede, eksotiske musik med de mange anderledes rytmer ud.
For når et helt kæmpehus summer af musik fra Mozambique, Marokko, Colombia, Korea, Italien, Indien, Island og mange flere endnu – bare denne aften – så er man nødt til at være på tæerne. Snarere end fordybelse under disse omstændigheder, hvor der netop her i Foyeren i midten af det hele er en stadig strøm af mennesker på vej op, ned eller hen, så er det mere denne skribents natur at gå med.
Slå ørerne ud, men lade fødderne fortsætte op og ned af trapper, ind og ud af forskellige koncertrum, nyde to-tre-fire numre og stemninger, men så lade nysgerrigheden efter mere tage over. Selv om det i høj grad er en mission impossible at få det hele med.
Så jeg samler smagsprøver og inspiration til at blive mere bekendt med den verdensmusik, som jeg hidtil kun har hørt ved enkelte koncerter eller på rejser.
Tre gange canadisk
Men jeg må lige i kælderen, eller underetagen hedder det nok, for i det såkaldte offWomex (Studio 2) er der spotlight på Québec. Her har den første kunstner været på – harmonikaspilleren Joaquin Diaz fra Den dominikanske Republik, men nu med base i Canada.. Ved at starte er trioen De Temps Antan, hvis medlemmer har en halvfjern fortid i den næsten (i al fald i Tønder) legendariske gruppe La Bottine Souriante. De tre sætter gang i det fyldte rum med deres livsglade, traditionelle Québécois-musik, hvor fødderne som instrumenter i sig selv skaber en rytmisk klangbund, der forplanter sig til de entusiastiske lyttere.
Senere står sekstetten Sagapool klar med deres originale mix af de mangefarvede musikkulturer, man finder i Montreal. Traditioner fra hist og pist, swing, ska, Balkan, klezmer, sigøjner, cirkustoner & stemning.
Måske tænker man ikke på den måde ‘verdensmusik’ om canadisk musik, men WOMEX er jo netop budskabet om, at verdensmusik simpelt hen er et udtryk for musik fra hele verden, ikke kun fra de steder, som vi her i Norden finder eksotiske og for manges vedkommende kun har et overfladisk forhold til.
Nordisk klub
For mange andre nationer er vores skandinaviske musik eksotisk og fremmedartet, og den er selvfølgelig og i sagens natur – WOMEX i Wonderful Copenhagen! – stærkt repræsenteret..
Hver aften fra torsdag til og med lørdag er der Nordic Club i Studio 4, også i underetagen med rå vægge og en bar, der bortset fra vin kun sælger dåseøl. Fint nok.
Torsdag har Frigg (Island), Elisabeth Vatn – Piper on the Roof Ensemble (Norge) og Stockholm Lisboa Project (som navnet siger fra Sverige og Portugal) været på, og fredag Ragga Gröndahl & Icelandic Folk Ensemble, Slagr (Norge) og Maria Kalaniemi & Vilda Rosor (Finland).
Alle dem når jeg (desværre heller) ikke, men de skal nok blive tjekket ud i den fagre, ikke mere så nye MySpace-verden, jubi!
Men lørdag aften repræsenterer Phønix og Henrik Jansberg vores lille Danmark (og Esbjörn Hazelius Sverige). Jeg ligger i fast rutefart mellem den nordiske klub i Studio 4 og “Music Wales” i Studio 2 i den anden ende af samme etage, heldigvis, mens jeg i store træk lader fantastisk musik fra en masse andre lande leve deres eget liv på etagerne over mig.
Begge de danske bands leverer selvfølgelig varen. Strålende musik, masser af nordiske rytmer, sang på dansk, dygtige musikere, naturligt nok en anden udstråling, både musikalsk og performermæssigt, end alle de – i ordets allerbedste forstand – kulørte bands ovenpå.
Hvor stor en del af publikum her, der er fra det store udland i form af nogle af de mange hundrede delegerede fra konference- og messedelen af WOMEX, er ikke til at sige. Men det ser ret dansk ud! Hvorfor? Fordi kædedansen går lystigt gennem rummet til Phønix’ traditionelle danske musik, som de har udviklet og perfektioneret gennem 20 år – og i nogen grad også til det sprudlende og dynamiske Henrik Jansberg og band. Dette toptunede band sætter et gedigent, veloplagt og værdigt punktum for Nordic Club, og jeg håber virkelig, at rigtig mange udlændinge af alle slags fandt vej til de mange fine repræsentanter for skandinavisk verdensmusik.
Harpeklange
Samtidig med Nordic Club sætter Wales fokus på sin musik. Wales er jo en del af Storbritannien, men betragter samtidig sig selv som en egen, lille nation og har som bekendt sit eget unikke sprog, uforståeligt for de fleste andre og med mange, lange ord.
Aftenens tre bands har dog klogeligt sparet på bogstaverne – de hedder Calan, 9Bach og Mabon. Musikaliteten og talenterne har de til gengæld ikke sparet på, og hver især tager de os på en rejse ind i den walisiske musikverden.
Med denne aften – jeg citerer fra Music Wales egen beskrivelse – “fejres en spirende keltisk nations selvtillid, ambitioner og forhåbninger gennem musikken”.
Cala er de ungdommelige rytmer og virtuositet, der har været gennem en brainstorm. 9Bach er de melodiske vokaler og originale arrangementer af walisiske folkesange, befriet fra museet! Begge bands har harpen med som et vigtigt instrument, og værtinden for hele aftenen, Catrin Finch, der åbenbart er ukronet harpedronning af Wales, spiller med på nogle numre. Sidste band er Mabon, hvis nøgleord er livfuldhed og stor lyd, og en musik der blander walisisk, engelsk, irsk, bretonsk, galicisk, baskisk og også østeuropæisk inspiration til, som de selv siger, et “monster mash-up”.
I indisk trance
Trods min egen forkærlighed for netop den keltiske verdens musik var weekendens største oplevelse nok alligevel noget helt uventet. Man så det ikke rigtig komme, men blev alligevel ledt på sporet af navnet: Desert Slide. Lyder godt, ikke?
Forestil dig seks indere siddende i smukt, farverigt tøj på en scene i en iøvrigt fuldstændig fantastisk og unik koncertsal, DR Byens med god grund højtberømmede hovedscene. De begynder at spille, og vi går allesammen i en form for trance, så bjergtagende er det at høre bluesmusik på ekvilibristisk indisk. Desert Slide er mig (desværre) et totalt nyt bekendtskab, men Vishwa Mohan Bhatt fik allerede tilbage i 1994 en Grammy for et albumsamarbejde med Ry Cooder.
Hans kærlighed til den nordamerikanske slideguitar har siden ført til, at han har opfundet the Mohan veena, en hybrid af en guitar med hele 19 strenge, som nu anerkendes som et ægte indisk, klassisk musikinstrument
Desert Slide er hans samarbejde med ‘Gypsy musicians of Divana’ fra Rajasthan, som sammenfletter hans nærmest berusende slide med sang, sødtklingende melodier og ekstatiske rytmer fra instrumenter som kamancheh, tabla, kartal og dholak. Det var ubeskrivelig dejligt.
Simpelt hen. Om min tilfældige sidemand på stolerækkerne var faldet i søvn eller totalt i trance er svært at sige. Desværre tror jeg, at han sov – bare ærgerligt for ham. Resten af os havde rigtig svært ved at slippe Desert Slide.
Men der var SÅ mange andre, så mange rytmer og traditioner, utrolige musikere (tjek Karina Buhr fra Brasilien) og smagsprøver på, hvor mangespektret, krydret, farverig og vildtvoksende verdensmusikken (naturligvis) er. Det var uhyre glædeligt at se, hvor mange, ikke mindst unge, der havde fundet vej ud til DR Byen og gerne ville spendere 200 kroner pr. aften. Rørende billigt alt taget i betragtning.
Og så er det lige så glædeligt og vidunderligt, at vi i København er i stand til at huse WOMEX-koncerterne i så smukt og brugbart et hus. Heldigvis har vi endnu et WOMEX i wonderful Copenhagen.
Samme sted, cirka samme tid. 2011. Kom!
Lissen
