Så er Tønder Festivalen 2012 i gang. Musikken brød ud i lys lue, da den nye festivalplads blev indviet.
Det begyndte allerede at gløde om eftermiddagen, da Alex Nyborg Madsen direkte fra P4-teltet kunne præsentere Anthony da Costa og Runrig på scenen.
Den musikalske ild sprang videre til den nye store Open-air scene, hvor de fire canadiske piger Oh My Darling præsenterede svingende glade og medrivende rytmer krydret med flotte harmonier fra alle medlemmerne i city-folk genren. Og det kom til at gnistre, da de ni ungersvende i Habadekuk fyrede deres sæt af med en kraftig energiudladning og med humoristiske indslag, uden at det gik ud over deres fængende musik.
Enkelte gnister blev blæst op i byen, hvor
Sine Lahm Lauritsen, tidligere sangerinde i bandet Zar, sammen med Gleesborg & Band underholdt, og man kan kun håbe at komme til at høre mere til hendes smukke stemme i fremtiden end blot ved enkelte arrangementer.
Nu flammede musikken og stemningen atter op på den nye scene, hvor først det unge lovende band Ahab og siden Runrig ikke skuffede deres mange fans.
Senere kom der gang i løjerne i de to telte, og her kunne de to talentfulde bands henrykke især det unge publikum. En stor flok unge damer råbte og skreg deres begejstring ud fra de forreste pladser, da Skerryvore holdt ilden ved lige med dynamisk og kogende folkrock. Selv om det skotske band ind imellem var tættere på rock end folk, så blev forbindelsen aldrig kappet.
Så efter endnu et par bands i de to telte gik ilden efterhånden ud, men den ligger og lurer, når fredagens program bryder ud i ”bål og brand” på de mange spillesteder fra middagstid.
The Coronas sluttede i telt 1, og dem vender vi tilbage til i en senere artikel.
Så både Open-air scenen og pladsen fik påstemplet ”godkendt” trods enkelte små skønhedsfejl. Der var eksempelvis trængsel efter Runrigs optræden, og de mange tusinde skulle over åen ned på pladsen ad samme forholdsvis smalle passage.
Men man kan vel ligesom over Storebælt og Øresund bare bygge en ny eller bredere bro, når erfaringerne har bundfældet sig.