Atlantihda var en af årets små overraskelser på Tønder Festivalen og charmerede publikum med original musik fra fado’ens hjemland.
Orkestre fra Portugal er sjældne på Tønder Festivalen. Så det pirrer naturligvis nysgerrigheden, når der er fado i farvandet.
Atlantihda fra Porto er dog ikke traditionel eller klassisk fado, som man kender det fra talrige kunstnere, der lægger sig tæt op af national-ikonet Amália Rodrigues. De seks medlemmer af orkestret – med guitarer, cello og harmonika som hovedinstrumenter – tager sig den frihed at koble tango og andre genrer sammen med fado og traditionel portugisisk musik. Gruppen skriver selv materialet, der i høj grad bygger på en episk og ikke så lidt romantisk tradition.
Lørdag aften på Tønder Gymnasium blev de af aftenens vært præsenteret som “bevis på, at folkemusik også kan være godt, selv om det ikke er fra Irland eller Skotland”.
Denne pædagogiske linje kommer jo ikke ud den blå luft. Keltisk musik er kongen i Tønder, og andre genrer skal lempes forsigtigt ind i programmet. Publikum havde lige nydt en intens irsk dosis Karan Casey & John Doyle, og tålmodigheden med de fremmedartede fado’ske toner fra Atlantihda var da også kort hos enkelte blandt publikum, der valgte at liste af. Til gengæld var det tilbageværende store flertal meget begejstrede.
Med god grund, for Atlanthida var et charmerende bekendtskab. Sangerinden Gisela Joäo’s melankolsk klingende og dybe vokal med masser af “saudade” – denne særlige længselsfølelse, der er grundsubstansen i den portugisiske fado – var en fornøjelse. Og et stærkt kort for gruppen, der i øvrigt brillerede med nydelig strengeleg og rytmiske narrestreger på den traditionelle portugisiske adufe – en kvadratisk gedeskindstromme/tambourin.
Atlantihda er ikke revolutionerende eller voldsomme i deres udtryk. Vi befinder os i den pæne udgave af nyskrevet traditionsmusik, men med fem glimrende musikere og en sangerinde, der forstår at hente fado’ens smerte og længsel frem, er gruppen absolut værd at opleve.
Atlantihda, Tønder Gymnasium lørdag aften, Tønder Festival 2010.
Martin Blom Hansen