Varm Americana på VoxHall
Det tog ikke mange minutter for den amerikanske singer-songwriter Chuck Prophet at få et solidt tag i publikum i Århus. Alene på scenen med en guitar er ikke den letteste opgave. Men Chuck Prophet, tidligere forsanger i Green On Red, har både stemmen, sangene og en utæmmet energi. Så den lille halve time, som hans sæt varede, var ikke kun tidsfordriv, men for mange en førstegangsoplevelse, der at dømme efter bifaldet gerne må gentages.
Noget tyder på, at rammerne i Green On Red blev for snævre for Chuck Prophet. Han bevæger sig konstant i næsten hver sang i en uforudsigelig retning med en sikker sans for temposkift og en finurlig leg med ord, der både har rod i Woody Guthrie og Sex Pistols. Sangene var hovedsagelig hentet fra hans nyeste cd “Temple Beautiful”, én lang lovprisning af San Francisco. Hans korte sæt var også en lovprisning af et lyttende publikum, der uden tvivl gerne havde hørt lidt mere fra Chuck Prophet.
Det var en opfordring til de forskellige festivalarrangører.
Var der vildskab i Chuck Prophet, så udstråler The Jayhawks til gengæld en bemærkelsesværdig ro på scenen. Åbningsnummeret “Wichita” siger egentlig det hele, og under hele koncerten fornemmede jeg en tydelig skandinavisk tone. Gruppens leder Mark Olsson er ganske vist norsk gift, men jeg tror mere, at forklaringen ligger i gruppens geografi. Mark Olson gjorde et muntert nummer ud af at forklare, hvor de forskellige musikere stammer fra i USA – det tror jeg nu, man skal tage alvorligt.
The Jayhawks er en gruppe med mange rødder helt tilbage til The Louvin Brothers, og sangskriverparret Mark Olson og guitaristen Gary Louris har uden tvivl deres Hank Williams i orden.
Bandet blev dannet i 1986, men man oplever en friskhed i gruppens repertoire, som om hver sang blev sunget for første gang. Ikke sjældent bredte der sig et stolt smil rundt omkring i gruppen ved et vellykket arrangement, og dem var der mange af.
Sangene var især hentet fra mesterværket “Hollywood Town Hall” fra 1992 og fra gruppens helt nye CD “Mockingbird Time”. Bortset fra bassisten så bidrager gruppens medlemmer med et karakteristisk, varmt vokalarbejde.
“Jamen, de synger jo bare sammen”, bemærkede min sidemand, og det kan jo ikke forklares på andre måder. Jeg har stadigvæk kuldegysninger over vokalerne på f.eks. “Take Me With You When You Go” og “Black Eyed Susan”.
Var der koldt udenfor, så var der til gengæld fremragende Americana indenfor.
Af Poul Erik Sørensen
