The Raggedy Anns har basis i Aalborg og er en forholdsvist ny kvintet, som gebærder sig med country og bluegrass. Sidste år optrådte de på den såkaldte caféscene i Strib, hvor festivalen stiller et publikum til rådighed for fortrinsvist nyere og mindre kendte navne. Ind imellem ser arrangørerne muligheder i et navn her og sætter det på plakaten året efter. Den anerkendelse blev i år givet til The Raggedy Anns.
Deres helt store styrke er de to kvindelige sangere Stine Flyvholm og Katrine Schmidt. Nærværende, engagerede og charmerende leverede de varen, og med herligt uhøjtidelig nordjysk accent introducerede de sangene og fik publikums udelte opmærksomhed. Når netop introduktionerne var en styrke, var det nok en fejlvurdering, at de for at få så mange sange med i sættet som muligt havde valgt en afkortning af de gode historier i sangene til noget nær overskrifter. Lad os nu se gennem fingre med det. En frisk oplevelse var de – og så lige det ikke helt uvæsentlige: De sang overvældende godt, og at der var to vokalister, tilføjede vokalsiden en ekstra dimension.
De tre instrumentalister Anders Duus (guitar og banjo), Steffen Thomsen (guitar) og Mark Kuhn (kontrabas) fungerede i sammenhængen, men her tillades et par velmente råd fra anmelderen side.
Fotos: Per Dyrholm
Duus præsterede en række fine soli på guitaren, men kvaliteten kunne ikke helt overføres til den 6-strengede banjo – af puritanere kaldt en ”snydebanjo”. Nok kan solospillet umiddelbart overføres, når banjoen er stemt som en guitar, men det flød ikke lige så godt. Duus kan med fordel lære sig at betjene den 5-strengede banjo, som er et kerneinstrument i specielt bluegrassgenren.
På kontrabassen spillede Kuhn umiddelbart vurderet for mange toner og gjorde derved sit spil lidt genrefremmed og trak det i retning af jazzen. Et mere forenklet spil havde bragt bassen i bedre samspil med det øvrige akkompagnement og genrens rytmik i øvrigt.
Nå, forbeholdene skal ikke sløre den sympatiske oplevelse, som The Raggedy Anns var, og der skal ikke kræves vældigt virtuose præstationer af nye folk på vej. De er jo netop på vej. Ekstranummeret var en effektfuld slow-version af standardnummeret ”You Are My Sunshine”, som viste, at Flyvholm og Schmidt også mestrede det langsomme og indfølte. De fem spillemænd og – kvinder bør have fremtiden foran sig.
