Trio med tilføjelser.
Embla med Impuls Trio i baggrunden.
Festivalen i Strib har tradition for en slags temaeftermiddage om lørdagen, og i år havde man anmodet Impuls Trio – Kristian Bugge på violin, Jesper Winther på harmonika og John Bæk på guitar og mandolin – om at sammensætte et program. Temaet kunne man kalde ”Trio med tilføjelser”.
Trioen selv indledte eftermiddagen med et friskt udspil. Det er tre aldeles kompetente spillemænd, vi blev fornøjet med. De leverede varen udadvendt og appellerende, og musikken var tæt og vel sammenspillet. En ubestridelig styrke, men på sin vis også en svaghed. Musik- og ikke mindst folkemusik – kan blive så tæt og velspillet, at den bliver for ”usnavset” og mister noget af sin kant og krop.
Lidt henne i sættet blev det i nærværende ører lidt et problem. Som om kroppene blev klædt i for pænt tøj af frygt for at vise lidt fræk hud. Det er en smule ærgerligt, når så gode musikere ikke helt tør vove pelsen. Måske ligger der en generationsbetinget forskel i tilgangen til det at håndtere denne musik, der i sit væsen jo er danse- og festmusik. Et andet forhold, når anmelderen nu har brillerne nede på næsen på – er introduktionerne. Folkemusik handler om de gode historier, ikke først og fremmest om lettere akademiserede miniforelæsninger om stykkernes oprindelse. Overtegnede er fuldt bevidst om sine lidt stramtandede betragtninger, men tag dem som et debatoplæg.
Så blev det tid for den dansk-svenske sangerinde Matilda Tjellden, først solo og siden med trioen som backing.
Matilda Tjellden
Hun fremførte sange på både dansk, svensk og engelsk. Måske skulle hun vælge, og denne skribent opfordrer som hovedregel til publikums modersmål, men da Tjellden kom til sine engelsksprogede countrysange med trioens opbakning, rykkede det fandeme!
Slige sammenligninger er som oftest fjollede og irrelevante, men hun fremstod i besnærende grad som Dannevangs svar på Dolly Parton, når denne er bedst. Hun fremførte sangene med en naturlig charme og velklingende sødlighed i stemmen. Anmelderen var ikke i forvejen bekendt med Matilda Tjellden, men det bør mange blive.
Efter en pause bidrog trioen med musikken til en danseforestilling, benævnt ”I nornernes sal”, af dansegruppen Embla. Handlingsforløbet fremgik ikke umiddelbart af dansesekvenserne, og der blev ikke sat ord på. Koreografien fremstod ikke helt stram og heller ikke specielt ophidsende med sit udgangspunkt i den specielle idrætsgren, der betegnes som ”folkedans”. Som det fremgår var skribenten ikke overvældende imponeret af Embla. Til gengæld bemærkedes det, at spillemændene her smed tøjlerne og blev dejligt saftige.
Sangeren og sangskriveren Jonas Dahl, som vi herefter blev præsenteret for, har rejst rundt i Europa og ”busket” den grundigt. Måske er det årsagen til, at han har valgt at skrive og synge på engelsk, men i hans tilfælde er det min holdning, at han bør henvende sig til sit publikum på det sprog, som umiddelbart forstås i forhold til sangene. Når de gode historier er der, og de kommer på dansk, skaber man en barriere, når sangene derefter fremføres på engelsk. Dahl betegnede sine musikalske fortællinger som noget ”bøffelværk”, og det er vel næppe et specielt engelsk begreb…
Jonas Dahl Fotos: Per Dyrholm
Han fremstod ellers som en ganske glimrende klon af den 1960´ernes Dylan, som han øjensynligt ser noget forbilledligt i. Efter soloudfoldelserne blev han godt garneret af Impuls Trio, der tilføjede sangene noget nyt – og godt nyt.
Trioen rundede selv af med et mindre sæt, som gjorde anmelderens ovenfor antydede korslagte arme til skamme. Nu blev håret slået ud med blandt andet en fed Frederik Iversen-hopsa, Danmarks svar på A Whole Lotta Shakin´ Going On.
Naturligvis skulle alle medvirkende ind og bidrage til finalen, som med fin timing mundede ud i Matilda Tjelldens sidste ord: ”…og pludselig var tiden gået.” Med en fyrig Ringridningspolka som encôre hev de stikkene hjem med krop og kraft. Sådan skal det gøres, drenge!
