The Folk Factory, som besteg scenen som åbning på fredag aften i Hal 1, er en dansk kvartet med harmonika, 5-strenget banjo, mandolin og guitar som sit musikalske fundament. Det selvskrevne repertoire henter et godt stykke ad vejen sin inspiration fra de amerikanske traditioner, men også med hørbar europæisk indflydelse.
Det specielle er vokalsiden med ikke mindre end tre sangere til som hovedregel sammen at fremføre de engelsksprogede sange. Ifølge festivalprogrammet betjener flere af musikerne tillige diverse rytmeinstrumenter med fødderne, men i Strib havde de allieret sig med en bassist og en trommeslager, og det ændrede bandets lyd mærkbart i forhold til, hvad man kan høre på cd, video og andre medier.
Tilføjelsen af rytmegruppen fremstod ikke ubetinget som en styrkelse af kvartettens lydbillede. Bas og trommer har det med at dominere, specielt når de øvrige instrumenter er akustiske. Desuden har en tilføjet traditionel rytmegruppe ofte den effekt, at den piller personligheden ud af den oprindelige instrumentale opsætning.
Begge de nævnte forhold gjorde sig gældende den aften. The Folk Factorys karakteristiske lydbillede var her erstattet af et, hvor de tre vokalister fremstod på baggrund af primært rytmegruppen, og hvor de fire akustiske instrumenter var nedtonet til en svært definerlig klang under det hele. Det skal retfærdigvis siges, at det kan skyldes lydmandens mix, men det var en ændring, der flyttede bandets oprindelige lydbillede for meget i retning af noget mere ordinært, og det var lidt synd.
I mere afdæmpede sange, hvor rytmegruppen helt eller delvist holdt pause, blev det hørbart, hvad der blev ofret på slagkraftighedens alter – for man må gå ud fra, at det var netop den effekt, der ønskedes. Generelt bør tilføjelsen af bas og trommer til en nuanceret akustisk besætning ske med megen varsomhed, hvis nuancerne skal bevares, og det skal The Folk Factory være opmærksomme på.
Til en retfærdig beskrivelse af The Folk Factory hører, at de tre vokaler i høj grad er et karakteristika – og en styrke. Nok kan man sige, at de derved mister den personlige sangstemme som element, men de opnår til gengæld en fin og markant vokalfront, som faktisk tilfører en helt anden form for personlighed. Uden sammenligning i øvrigt genkalder man sig vokallyden fra specielt de tidlige Beatles.
Konceptet med tre vokalister lægger op til stærkt melodiøse sange, men med hensyn til de markante og iørefaldende melodier har The Folk Factory stadig et stykke arbejde at gøre. Det arbejde skal nok bære frugt på et tidspunkt, når de slider sig fri af forbillederne. Skribenten mente i en af sangene forholdsvist tydeligt at kunne høre flere fraser lånt fra The Band´s The Weight, men fred med det. Potentialet til en udvikling mod det mere personligt melodiøse er i hvert fald hørbart til stede.
Det er måske forståeligt for et band på vej op, at der er fokus på købmandstænkningen, men det har altid pikeret denne skribent, når en kunstner henfører sine sange til givne udgivelser og afspilninger i diverse medier. En sang skal vel henføres til den historie, den fortæller, og hvad man i øvrigt har på hjerte med den, men som sagt…
Forbeholdene til trods fremstod The Folk Factory som en god oplevelse og et navn med potentiale til at videreudvikle sig frem mod noget specielt på den danske scene – til trods for, at de har valgt både at navngive sig og udtrykke sig på udenlandsk, et forhold, der kan have sine velbegrundede årsager, men altid bør problematiseres.