Nyt Dixie Chicks sideprojekt, livekoncerter med Buddy Miller, Jakob Dylan og David Francey samt premiere på Levon Helm-dokumentarfilm.
Vi slår lige fast med det samme: Branchefestivalen South By Southwest i Austin, Texas, har et så overvældende program, at man kun kan nå en brøkdel. Det gælder også den gren af showcasekoncerterne, der i bred forstand kommer ind under rootsmusikkens vinger.
Så man må prioritere hårdt med risiko for flop-oplevelser. Skuffelser er der naturligvis, når man kaster sig ud i dette showcasekoncerternes supermarked. Til gengæld kan det også gå den anden vej, og man kan pludselig befinde sig foran en scene, hvor alting bare er helt rigtigt.
Buddy Miller alt andet end light
Sådan en oplevelse stod jeg midt i sent fredag aften på Cedar Street Courtyard, hvor Buddy Miller med band var på scenen. En sjældent helstøbt affære, skønt vi altså taler om blot en lille times koncert.
Forrest 57-årige Buddy Miller med viltert hvidt hår under hatten, fremragende sange og en spændstig og rå tremologuitar. Ved siden af ham den fænomenale accordionspiller Joel Guzman. Backingen bestod af en bassist og hele to trommeslagere, hvoraf den ene var Brady Blade (bror til jazztrommeslageren Brian Blade).
Traditionelt materiale, jovist, men Buddy Miller er en knag, når det gælder den countrytonede americanatradition. Han har ikke, skal vi sige, et republikansk forhold til traditionen. Det beviste han i den grad denne aften, hvor især det rytmiske fundament var i særklasse. Genialt brug af to trommeslagere. Rytmisk finesse er ikke altid det, der kendetegner hverken ny eller gammel americana mest, og hvor var det velgørende at høre dette solide hold musikere holde hof.
Oven i hatten kom sangerinden Patty Griffin på scenen og supplerede med korstemme.
Forinden havde en anden legende i øvrigt stået på scenen, nemlig bluesguitaristen Jimmie Vaughan med band – og med sangerinden Lou-Ann Barton. En fed gang Texasblues med en stadigt velspillende Jimmie Vaughan.
To chicks med nyt projekt
Court Yard Hounds er navnet på et nyt band, hvor de to Dixie Chicks medlemmer Emily Robison og Martie Macguire får afløb for nogle af de ideer, der ikke er plads til i Dixie Chicks.
Ellere rettere sagt: Frontfiguren i Dixie Chicks, Natalie Maines, havde brug for en pause, og derfor dannede de to søstre Emily og Martie fritidsbandet Court Yard Hounds.
Court Yard Hounds havde livedebut på årets South By Southwest, og forventningerne var skruet ganske højt op i Austin. Spillestedet Antone’s var tæt pakket, da de to Chicks og band gik på scenen. Det var tydeligt, at Robison og Macguire har været vant at have forsanger Natalie Maines som kommunikationseksperten – de virkede en anelse generte og famlende over for publikum.
Men musikalsk fungerede det glimrende. Udmærkede nye sange, der dog næppe vil gå over i historien, og så til gengæld et godt band med to guitarister, en dejlig rullede og tungt swingende rytmegruppe og på toppen et fint placeret Hammondorgel.
Til sommer skal Dixie Chicks turnere i USA med Eagles og Keith Urban. Forhåbentlig får de også tid til at turnere med Court Yard Hounds. Om europæerne vil blive tildelt koncerter, er nok tvivlsomt. I forvejen har Dixie Chicks ikke just overrendt det europæiske kontinent.
Med på scenen hos Court Yard Hounds var Jakob Dylan på nummeret “See You In Spring” – et af numrene fra debutalbummet “Court Yard Hounds”.
Dagen efter gav samme Dylan koncert med sit eget band, Jakob Dylan and Three Legs med Neko Case og Kelly Hogan på kor. Dylan junior har et nyt album på vej, “Women + Country”, der udkommer 6. april. Koncerten på 4. sal i Austin Convention Center var en appetitvækker, hvis man ikke rigtig kan stå for lyden af dyb tremologuitar, sprød Telecaster og pedal steel – forenet med Jakob Dylans køligt-dybe vokal og velskrevne ballader.
“Women + Country” er produceret af T-Bone Burnett, hvilket borger for kvaliteten. Man kan sniglytte til nummeret “Nothing But The Whole Wide World” blandt andet på www.spinner.com.
David Francey’s møde med Jesus i Tønder
Under South By Southwest er Austins berømte morskabsgade 6th Street et helvede på jord. Her er sluppet horder af rockbands løs i alle barer, og samtidig mener enhver med blot antydningen af talent sig berettiget til at faldbyde sig som gadeartist.
Hvis dette rock-tivoli på speed bliver en anelse for meget for plagede øregange, er der heldigvis mange gode alternativer. For eksempel det mondæne hotel InterContinental med Stephen F’s Bar på første sal. En klassiker med bardisk i mørkt træ og gode muligheder for mørkt øl.
Stephen F’s Bar var en perfekt ramme for sangskriveren og historiefortælleren David Francey fra Canada, der akkompagneret af en guitarist hurtigt fik tryllebundet publikum. Francey har en fabelagtig evne til at formidle sine enkle historier, og hans skotske herkomst fornægter sig ikke. Man kan næsten mistænke ham for at overdrive sin skotske accent, når fortælletempoet bliver sat i femte gear. Sangene er melodiøse med et klassisk keltisk touch, og Francey har en magisk klang i malmrøsten.
Midt i sættet får publikum i Austin en lang historie om, hvordan David Francey mente at have set selveste Jesus på stationen i Tønder. Jo altså, han havde spillet på denne her fantastiske festival i Danmark og havde hen på natten fundet sig selv dansende og festende for fuld skrue sammen med musikere og andet godtfolk. Han vil gerne tilbage til Tønder, bedyrede han efter koncerten:-)
Dokumentarfilm om Levon Helm
South By Southwest rummer også en filmkonference og -festival. Her var der premiere på den nye dokumentarfilm “Aint In It For My Health” med og om trommeslager, sangskriver, sanger, skuespiller Levon Helm fra legendariske The Band.
Om filmen vil finde vej til Danmark kunne de presseansvarlige ved visningen i den smukke gamle Paramount-biograf på Congress Avenue i Austin ikke svare på. Men det vil jeg da håbe. Filmholdet med instruktøren Jacob Hatley i spidsen har opholdt sig to og et halvt år – med pauser – på Levon Helms gård nær Woodstock. Filmen går tæt på Levon Helm og sparer os ikke for billeder af en syg, hostende, stemmesvag gammel mand i slippers og slåbrok. Vi er med hos lægen, der pertentligt undersøger Helm med et elastisk rør med kamera ind gennem det ene næsebor og ned i halsen for at se, om patientens halskræft er brudt ud igen. Det gør ondt helt ud på sidste biografsæde.
Smerteligt, men også fantastisk er det desuden at se, hvordan Levon Helm stædigt og bravt genfinder sin stemme efter et langvarigt sygdomsforløb, og hvordan han arbejder sammen med multimusikeren og produceren Larry Campbell, der er manden bag Levon Helms Grammyvindende album “Dirt Farmer” og “Electric Dirt”.
Filmen fortæller om Levon Helm i dag og sigter ikke på at fortælle historien om The Band. Det gør den dog alligevel, og Levon Helm lægger ikke skjul på savnet af de afdøde bandkolleger Richard Manuel og Rick Danko og heller ikke på sin bitterhed over for det brud, der skete i The Band.
Titlen “Aint In It For My Health” går tilbage til den diskussion, Levon Helm havde med Robbie Robertson i 1975, da Robertson mente, at de skulle slutte, mens legen var god, og nu havde de spillet sammen i 16 år og turneret konstant. Det fik Helm til at udtale, at han altså ikke var musiker for sit helbreds skyld.
Læs mere om Levon Helm i hans biografi “This Wheels’ On Fire” fra 1993 – hermed anbefalet. Og filmen også!
South By Southwest:
Den største musikbranchefestival i verden. Finder sted i Austin, Texas.
South By Southwest (SXSW) 2010 fandt sted 17. til 21. marts 2010.
Det officielle program indeholder omkring 1.900 koncerter rundt om på byens scener. Omkring 10.000 musikere deltager, og de kommer fra 55 forskellige lande. Musikfestivalen tiltrækker 13.000 delegere, og det samlede antal publikummer, deltagere osv. på hele festivalen, der udover musik også rummer en “Interactive” og “Film”, er op mod 200.000.
Festivalens centrum er Austin Convention Center, hvor der er konferencer, udstillinger, koncerter med mere.
Se mere: www.sxsw.com
