Jeg indrømmer, at jeg var ved at glemme, hvor god en folkesanger Søren Korshøj egentlig er. Det er snart flere år siden, jeg har hørt ham live solo, og han har ikke mig bekendt udsendt materiale siden 2019.
Korshøj er ellers altid synlig på den danske folkemusikscene. Men det er, som om hans optrædener som violinist og korsanger i Grassolin’ og hans hovedrolle som arrangør af MoPF/Musik over Præstø Fjord-festival har overskygget guitaristen og folkesangeren Søren Korshøj.
Heldigvis har paraplyorganisationen Visens Venner i Danmark hele tiden været opmærksom på Korshøj og hans talent. Så meget, at den i år har tildelt ham Viseprisen. Og meget passende blev den overrakt på MoPF-festivalen samt efterfulgt af en solokoncert med Korshøj.
De mange års erfaring som musiker var forventeligt tydeligt i hans måde at adressere publikum på. Naturligt, direkte og med lune og underfundigheder – og bare tæer. Han er en god fingerspil-guitarist, han har en god stemme, som han fint kan kontrollere til at være stille og næsten talende til at være kraftig og udtryksfuld. Han når både ud til bagerste række og kan samtidig være intim, og så laver han så gode melodier, at vi hurtigt kunne synge med på dem.
Han fortalte om sin barndom. Vi fik historier om hans politiske vækkelse: En 1.maj-demonstration kom forbi den otteårige Søren, og han gik straks med og har siden befundet sig i rækkerne af socialister. ”Vestrefløjlspartiernes bogstavkombinationer i 1970’erne var næsten lige så komplicerede som nutidens sygdomsdiagnoser”, som han sagde.
Stærke meninger, satire, humor og malende lyrik præger hans sangtekster. Vi fik en slags ’best of’ med hans sange – herunder: ”Både til de få og de mange”, ”Danernes vej”, ”Sacre Ceur”, ”Optimistens blues”, ”Immigranten” samt ”Sol på reservatet”. Det er alle tekster med vid og bid, og det var godt at blive mindet om, at hans bagkatalog er meget andet end fællessangen ”Musik over Præstø Fjord”. Tillykke med prisen, Søren!
