Signe Svendsen er stille og behersket kommet ind fra både højre og venstre. Fra næsten international Grand Prix-vinder over makkerskab med Niels Hausgaard til en egentlig solistkarriere med egne sange og nu tre albums på markedet. Hun optræder som oftest med orkester, men da hun indledte Skagen Festivalens sangskriveraften, var det alene med guitar og klaver. Som den folkesanger, hun vel dybest set er – og som hun også gerne optræder som ind imellem.
En folkesanger er bl.a. karakteriseret ved, at hver sang har sin historie, og at man i sangene forholder sig til forhold og tildragelser i historierne. Netop sådan fremstod Signe Svendsen. Hendes fortællinger som introer til sangene var afslappede og sikre, uhøjtidelige og afvæbnende – og nærværende og charmerende. Ikke noget med ”Er I der, Skagen?” og lignende ligegyldige letvægtere. Hun havde sine historier at fortælle, og de havde fylde, såvel indholdsmæssigt som tidsmæssigt. Flere års samarbejde med Hausgaard har næppe ladt hende upåvirket.
Signe Svendsen har roligt og tålmodigt søgt efter sin personlige form og er nu ved at være, hvor hun skal være. I sine sange og hele fremtræden står hun i dag som en moden kunstner. ”Jeg er blevet voksen. 40 år og lidt mere”, som hun selv udtrykte det. Hendes liv og hendes egne valg i livet har givet hende de udfordringer, der skaber modenhed, integritet og solid grobund for at forholde sig aktivt til omgivelserne. Det er en baggrund, der avler sange med refleksioner over forhold og fænomener på såvel det private som det samfundsmæssige plan, og de sange stod endnu stærkere i sin nøgne form ganske alene på en scene. Der er på ingen måde tale om en nedvurdering af sangene i orkesterformationen, men en konstatering af deres styrke, også når staffagen skrælles af.
Når sangenes indhold tillige går i smuk harmoni med sangstemmen, fremførelsen og hele hendes fremtræden i øvrigt, bliver den samlede oplevelse af kunstneren og personen Signe Svendsen til en stærk og smuk helhed. Hun formåede tillige at skabe en nærhed, der nærmest eliminerede de 30-40 meter mellem anmelderen og kunstneren i den store hal i Skagen Kultur- og Fritidscenter den lørdag aften.
Hvad er nu det? Har hun da helt bedåret den strikse anmelder? Jah, det kan man måske godt kalde det, men ikke forblindet. Tværtimod. Der kunne da nok graves et par forbehold frem, hvis det var. Man kunne anføre, at stemmen strammede en smule i halsen i det høje toneleje, men herregud, det betød så lidt for den samlede oplevelse, at læserne bare skal lade som om, det slet ikke blev nævnt. Signe Svendsen var en fin oplevelse – godt og vel.
Fotos: Per Dyrholm
