Aftenens program var sammensat til en åbning af en kunstudstilling. Det tydede mest på, at det var et tilfælde, at en ældre danske folkemusiker mødtes med nogle af de yngste, men det viste sig at være lidt af en gave.
Pia Raug med sin klaverakkompagnatør og sin karakteristiske rhinsten-kasket gav en engageret koncert. Hovedparten af sangene var med Inger Christensen-tekster samt versioner af ”Landet der ikke er til”, ”Den sidste sommer” og ”Mod skal der til”.
Raug er jo nærmest en institution i dansk folk, en visesanger med et tydeligt politisk engagement og i mange år aktiv som faglig musikarbejder. ”Selv om man får hug for det, så bør man som kunstner bruge sin stemme til at sige alt det, som de med fast arbejde måske ikke får lov til, eller ikke tør af frygt for at blive fyret”, sagde hun.
Selv om hun nu mest optræder til foredrag, så var det dejligt at høre, hvorledes Pia Raugs stemme stadig er i god form. Selv nogle af de mere udfordrende passager klarede hun fint, og hendes skarpe holdninger er bestemt ikke blevet blidere med årene.
Pia Raug
Derfor var det en kontrast at se og høre trioen Kayak på scenen få minutter efter. Rutinen, selvsikkerheden og de paroler, som vi lige havde oplevet, manglede nu totalt. Nu var det ung usikker kærlighed, blottede følelser, genert romantik, fortabelse, det at miste sig selv til en anden person, som det drejede sig om. Det blev til gengæld fremført så fintfølende, at man som lytter næsten ikke kunne undgå selv at blive opslugt og henført af musikken og mærke de der karakteristiske sug i maven.
Eva Berghammer, Albert Harboe Odgaard og Carl Magnus Olsen mødte hinanden på højskole og begyndte at lave musik sammen. Efter to år sendte de musikken rundt, og i løbet af ganske få timer fik de tilbud fra tre pladeselskaber. I slutningen af januar udkom EP’en ’Under øjenlåg’, og nu er trioen udråbt som det nye håb i dansk musik.
Kayaks musik er beskrevet som indiefolk og har også visse ligheder med den indiecountry, som især Cowboy Junkies lavede i 1990’erne. Det, der karakteriserer den, er den særlige æteriske lyd, som de kan skabe.
Det er både brugen af klangeffekter og udeladelsen af rytmeinstrumenter, der skaber en højtidelig stemning, men også Berghammers vokal, som er særdeles luftig og afdæmpet med kun enkelte ’rigtige’ passager, hvor hun synger kraftigt.
Denne musik er især god at lytte til derhjemme, men det er de færreste musikere og lyttere, der føler sig komfortabel i dette intime univers til koncerter. Kayak trives imidlertid godt, det kunne man fornemme, og deres hurtigt voksende fanskare har det åbenbart også fint med denne vekslen mellem tristhed, ærlighed og behersket glæde. Jeg er nu en del af den skare og glæder mig til at følge Kayak fremover.
