Den canadiske singersongwriter Melanie Dekker har været på en mindre turné i det jyske, og det blev blandt andet til to udsolgte koncerter på det hyggelige spillested Wintercoat.

Koncerten begyndte traditionelt, men sluttede meget utraditionelt!

Blush har været Melanie Dekkers åbningsnummer ved næsten alle koncerter gennem mange år, og det var ikke nogen undtagelse på Wintercoat. Så kunne man ellers nyde den nydelige og kønne sang Like Roses, de mere muntre ballader Worry Gets You Nowhere, Hippie og Meant To Be, blandet med mere følsomme melodier med temposkifte som Nothing But Time, At The Junkyard og Give My Heart a Home. Og så fik selvfølgelig Until The Wind Stops Blowin’ – som den altid smilende og charmerende sangerinde også kalder The Denmark Song. (kan høres her under)

Der var endnu flere sange fra Melanie Dekker og hendes faste multimusiker og producer Allan Rodger, der endnu engang beviste sine store kvaliteter på piano, bas og guitar inden det kom til et helt unikt ekstranummer, som ikke stod på Melanie Dekkers sætliste.

Sangerinden beviste hvorfor hun er sangskriver og komponist. Hun havde bemærket et af de mange sjove og humoristiske skilte der hænger på væggen på Wintercoat, og hun læste det op for publikum, og tog sig så lige et par minutters tænkepause, og så havde hun lavet en ny sang med skiltets tekst som omdrejningspunkt. Det var en overraskende og helt unik oplevelse, at singersongwriteren på denne måde beviste sin meget store opfindsomhed, dygtighed, og selvfølgelig musikalske kunnen.

Samtidigt skal det lige nævnes, at Melanie Dekker gav rootszone den bedste reklame fra scenen, som vi nogensinde har fået! Stor tak til Melanie for mange pæne ord om sitet.

Until the wind stops blown’ in Denmark – radio show