Det blev et sidste, smukt musikalsk farvel efter 25 års musik i både hjemlandet Canada og rundt i det meste af verden.
Så der lå en særlig stemning over KulturSchusterei denne aften i Barmstedt. Man kunne næsten mærke, hvordan salen trak vejret dybt, lige før Madison Violet gik på scenen, en blanding af forventning, glæde og den stille sorg, der følger med viden om, at dette var sidste gang, man ville opleve duoen live som band. Afskedsturnéen i 2025 har allerede fået mange fans til at fælde en tåre, og i Barmstedt var det ingen undtagelse.
Lisa MacIsaac og Brenley MacEachern har i 25 år været et af de mest markante navne i canadisk indie-folk. Med 11 album, bunkevis af priser og en loyal fanskare på tværs af kontinenter har de altid imponeret med deres tætte harmonier og intime sangskrivning. Netop derfor føltes aftenen i Barmstedt som et stykke musikhistorie, der foldede sig ud en sidste gang.
Salen, fyldt til randen med over 100 publikummer, tog imod dem med en varme, der satte tonen for hele koncerten. Fra første akkord af “en ny sang fra 20 år siden”, som MacEachern spøgende præsenterede den, blev det tydeligt, at dette ikke blot var endnu en koncert på en lang turné, men et afskedskys til et publikum, der har fulgt dem gennem årtier.
Det musikalske univers var som altid præget af deres karakteristiske harmonier. Jake Zapotoczny på bas, elguitar og keys tilføjede et ekstra lag uden at skygge for duoens velklingende stemmer, som stadig er deres stærkeste våben.
MacIsaacs violin stod flere gange som koncertens energiske højdepunkt, ikke mindst i en sprudlende version af “Ohio”. Andre øjeblikke var langt mere stille og sårbare, bl.a. en sang skrevet i samarbejde med MacEacherns far, som skabte et øjeblik, hvor tiden nærmest stod stille.
Der blev også plads til de tunge historier. Under fremførelsen af “Time to Right the Wrong” om mishandlingen af MacEacherns storebror af deres lokale katolske præst var salen musestille. Det var ét af de øjeblikke, hvor musikken ikke blot underholder, men heler, åbner og gør ondt på samme tid.
Bandet har i forbindelse med deres afskedsturne udgivet albummet The Best of Brenley & Lisa”, og gav mange numre herfra og spillede flere fra deres mest roste album, “No Fool For Trying”. Et værk, der stadig står som noget af det bedste, duoen har udgivet. Titelnummeret blev aftenens følelsesmæssige omdrejningspunkt, efterfulgt af den dybt rørende “Woodshop”, som handler om at miste sin bror og finde ud af det via tv-nyhederne. Et nummer, der rammer hårdt, hver gang man hører det.
De fortsatte med sange som “Small of My Heart”, hvor publikum næsten blev et ekstra kor i de roligt svævende omkvæd, smukt og medrivende. Den energiske bluegrass sang Laura Lee, mere energi i These Ships og deres prisvindende hit The Ransom ikke at forglemme.
Efter godt to timer forlod Madison Violet og Zapotoczny scenen, blot for at vende tilbage med et stille ekstranummer om et forholds prøvelser. Og så som afslutning på en 25 år lang musikalsk rejse satte de sig helt frem på scenekanten, uden mikrofoner, uden forstærkere, uden andet end to stemmer og to akustiske guitarer. Her blev aftenens afskedsnummer “Haight Ashbury”, den allerførste sang de skrev sammen, og dette blev til et stille, men meget smukt og gribende farvel. Et øjeblik, hvor selv de mest hærdede blandt publikum kæmpede for at holde øjnene tørre. Det var råt, ærligt og fuldstændig uforglemmeligt.
Madison Violets koncert i Barmstedt var ikke alene en musikalsk oplevelse, men en rituel afslutning på et kvart århundrede med sange, historier og harmonier. Det var en af de aftener, der minder os om, hvorfor live musik er så betydningsfuld: Fordi den kan samle mennesker om både glæde, smerte og skønhed, og fordi den nogle gange markerer enden på noget stort. Et smukkere farvel kunne man næppe have ønsket sig.
