Det er hyggeligt at være til koncert i Savoy Kino i nordtyske Bordesholm. Også selv om det er på Allehelgensaften!
Ikke mindst på grund af de små lamper placeret rundt på bordene i lokalet med orange lampeskærme, der fra scenen lignede græskar med lys i!
Det fortalte den unge sangerinde Emily Barker. Hun var opvarmning for Madison Violet, denne sidste aften i oktober, som faktisk var en mærkeaften, men mere om det senere.
Den 33-årige australskfødte, men i England bosiddende singer-songwriter var et nyt bekendtskab. Hendes stille og smukke sange med et par muntre ballader ind imellem, og hendes helt egen unikke udgave af Bruce Springsteens Tougher Than The Rest tåler sammen med det øvrige sæt absolut en gentagelse.
Madison Violet stod første gang på en dansk scene i 2007 som opvarmning for Runrig bl.a. andet i Arenaen i Århus. Det var til gengæld tredje gang duoen med band spillede i Bordesholm. Netop ved denne koncert kunne Lisa MacIsaac og Brenley MacEachern fejre deres 15 års jubilæum. De markerede mærkedagen ved at spille det første nummer, som de to canadiere i sin tid skrev sammen nemlig Haight Ashbury – om stedet, der var samlingspunkt for hippierne i San Francisco sidst i tresserne.
Duoen havde to mand med, Jake Zapatochny på bas og Jeff Luciani på trommer, og de var med til at give en lidt anden sound end den vante med duoen alene. Bandet gav otte numre fra Madison Violets nye album, men ellers flere af de kendte melodier og sange fra de fire tidligere albums, hvoraf flere af numrene var i nye, spændende udgaver. Men i centrum af det hele var som vanligt de to unge kvinders fantastiske harmonier, som både i ældre numre og i de helt nye alle bare sidder i øjet, og det er en fornøjelse at lytte til både deres tekster og melodier. Flere af sangene fra det nye album har fået et drys pop på folk’en og lidt mere tempo, som Operator og These Ships, der begge fik salen til at gynge og folk op ad stolene.
Der blev ikke kun givet to ekstranumre, men også et ekstra-ekstra nummer ved anden fremkaldelse af Madison Violet. Det ene af disse var en smuk akustisk udgave af Fool For Trying.
Duoens repertoire er efterhånden ganske afvekslende, og pigernes stemmer og musikalske samarbejde giver dem deres helt egen sound, som mange måske oplevede ved årets Tønder Festival.
http://madisonviolet.com/
http://www.savoy-bordesholm.de/