Det var en begivenhed, at Joan Baez dukkede op i København til premieren på portrætfilmen om hende med den lidt sære titel I Am A Noise. Den viste sig at være et tilfældigt citat fra en følelse skrevet ned i en af hendes dagbøger. Det føltes lidt som et statsbesøg for os folkies, der er vokset op med hendes musik og politiske aktiviteter.
Hun har stoppet sin koncertvirksomheden, så det var dejligt at se en fysisk og mental frisk Baez, som nærmest elegant indtog sin plads på scenen i Bremen Teater til lange stående ovationer fra et publikum bestående af gamle såvel som helt unge fans. Hun og to af filminstruktørerne gav et interview (Q and A), som blev styret af Politiken-journalist Dorte Hygum Sørensen.
Med fokus på Baez’ svar følger her en transskription oversat og sparsomt redigeret:
Q: Velkommen til København. Havde du en god flyvetur?
A: Tak udmærket. Jeg tillod mig den luksus at ligge ned det meste af turen.
Q: Hvordan bar I jer af med at lave filmen?
A: Jeg dykkede hovedet ned i bunkerne af fotos, tegninger, båndoptagelser osv., og jeg stolede på instruktørerne. Stolede på at de ville skabe et ærligt billede af min arv. Vi gennemgik mange opbevaringsbokse. Jeg havde ikke set meget af det overhovedet. Tilsyneladende havde min mor samlet og gemt det, så jeg gav det bare videre. Noget af det, der overraskede mig, var enkelte af omslagsfotoene til mine album. De var virkelig skrækkelige.
Q: Lærte du noget om dig selv i forbindelse med at lave filmen?
A: Jeg lærte meget ved at SE den. Når du ser dig selv på denne måde, er det et chok. Noget at det elsker jeg. Det handler jo om mig som ung og om at forsøge at affinde sig med at blive gammel. Noget af det er smertefuldt og der er noget, jeg slet ikke husker. Jeg var glad for at kunne være tæt på min mor og passe hende til slutningen.
Q: Det er overvældende at se i filmen, hvorledes du det ene øjeblik har det sjovt og det næste er meget alvorlig. I en sådan imponerende karriere med musik, aktivisme osv. er der så noget specielt fra den tid, som du nu savner?
A: Jeg vidste ikke rigtig, hvornår turnéerne ville stoppe, og jeg havde ingen idé om, hvordan jeg ville føle det efter det skete. Ville jeg savne det? Ville jeg gå tilbage og gøre dit og dat. Det kan jeg ikke vide med sikkerhed. Det sluttede, og jeg har ikke savnet det et eneste øjeblik. Jeg savner min sofa i turnébussen, men hvad angår lysten til at træde op på en scene, alle regulativerne osv. – det savner jeg slet ikke.
Q: Var dit farvel til at turnere også et farvel til at skrive og indspille sange?
A: Hvad musikken angår, så startede jeg straks med at tegne og male og andre ting. Jeg tænkte mest på mit stemmebånd, som er blevet træt. Min stemme frembragte ikke rigtig de lyde, som jeg ønskede at høre, så det er en lettelse ikke at skulle kæmpe med det. Nu kunne jeg være mere hjemme, så jeg var glad for at fortsætte med andre ting. En eller anden spurgte: Men du spiller da stadig guitar? Og jeg svarede: Nej jeg tog den ikke rigtig op igen bortset fra op på væggen. Det er faktisk sandt!
Q: Jeg vil gerne vide, om du opfatter det som et tema, at ting er sort/hvid, perfekt/ikke perfekt god/dårlig set på baggrund af dit liv?
A: Ja, jeg syntes, at jeg ikke kunne tillade mig bare at være en mellemvare eller en mellemting. Nogle dage for mig er ikke enten perfekte eller ikke-perfekte, og jeg tror, at en person ikke kun er sort/hvid men også kan være grå indimellem.
Q: Jeg vil gerne vide, om du føler, at tilgivelse bare kommer til dig?
A: Om jeg mener, at tilgivelser er noget, som kommer til en og bare er der, eller at den kommer og går? Den klogeste ting, jeg har hørt om tilgivelse, kommer fra en buddhistven som siger: Det er ok at tilgive en smule ad gangen. Så er det ikke så overvældende.
Q: Føler du dig ikke sårbar, når du bliver eksponeret således i filmen?
A: Jeg har delvis vænnet mig til at blive fremstillet. Og vil der komme nogle reaktioner mod mig? Det vil vise sig. Sårbarhed er vigtigt, og det er tydeligvis noget, jeg har beskyttet mig imod i 50 år.
Q: Vi har lige set dig deltage i talrige demonstrationer. Vil vi se dig i fremtidige demonstrationer?
A: Muligvis. Det vil vise sig. Foreløbig arbejder jeg mest med tegninger. Det er mit bidrag i øjeblikket. Jeg har haft nogle udstillinger med mine ikke-volds-tegninger. Jeg har også udgivet en bog med tegninger på hovedet (Baez Upside Down: An Album of Drawings) Det vil sige: Vi sidder her, og jeg tegner dig på hovedet, så sker der noget i sindet, og noget nyt bliver synligt for én. Så disse skøre billeder dukker op, jeg kigger på dem og sætter nogle små tekster på, og det fylder 150 sider i bogen.
Q: Synes du, at der er nogen, som musikalsk har taget over fra dig, der hvor du slap?
A: Der bliver i hvert fald ingen andre som mig! Der er mange andre singer-songwritere, og de får sandsynligvis ikke nok opmærksomhed, fordi de betræder andre platforme, end jeg gjorde tilbage i tiden, men de skal nok dukke op.
Q: Du har været aktivist i mange år og har oplevet mange politiske forandringer. Nu, hvor vi ser en højredrejning i store dele af verden – især i USA. Hvad skal vi så gøre?
A: Det første, jeg tænker, er: Løb i dækning! Det er så forfærdeligt. Ingen af os kunne slet ikke have forestillet os denne situation for 20 eller 30 år siden. Jeg kan ikke give folk gode råd bortset fra at stå fast på deres synspunkter. Måske er alt det værdige, man gør, blevet mere vigtigt, fordi uværdigheden er massiv. Så man skal bare bekæmpe den. Jeg har altid troet på det at følge sit hjerte. Miljø og politik. Man tænker måske: Åh jeg kan ikke overkomme det. Prøv ikke at løse alle problemer på en gang, så kan det begrænse dig. Hvis man er et godt menneske og opfører sig godt, så er det en forandring i sig selv.
Q: Hvorfor synger du mest triste sange?
A: Jeg tænker ikke over det, jeg synger dem bare. Noget, som har indflydelse, er min mors baggrund fra Skotland og al den tidlige musik, som stammer derfra og fra England og kom til USA, så jeg søgte mod hendes indflydelse og mod den musik med alt det mørke og alt det smukke.
Q: Kombinationen af at se med et ydre og det indre øje og at synge med din stemme og dit hjerte er så smuk.
A: Tak.
