Copenhagen Blues Festival er i gang på en hel masse spillesteder, og i aften den 27. september uddeles priser til Årets Bluesudgivelse og Årets Bluesnavn. I går lagder rootszone.dks Claus Hellgreen vejen forbi Rødpvre Centrum, som i årevis har været en integreret del af festivalen:
Duoen Fingerprints er et eksotisk indslag på Copenhagen Bluesfestival. Juanita Otene og Ashley Peterson kommer fra New Zealand og har maori, polynesiske, flamske og spanske familierødder.
Hvorvidt det har indflydelse på deres musik skal være usagt, men deres repertoire spænder vidt. De spiller ubesværet alle slags musik, men lagde naturligvis vægt på ældre blues ved deres optræden i Rødovre.
Hovedattraktionen er Juanita Otene. Foruden trommerne behersker hun en helt unik vokal. Tro det eller ej, men hun lyder faktisk som Aretha Franklin både i klang og fraseringer.
Ashley Peterson er en glimrende guitarist og korsanger, og med stor hjælp fra en phrase loop-box opnåede han lyden af et fuldt orkester. Dette smarte, elektroniske trick fungerer fint live, men er udskældt af mange. Dels fordi det erstatter levende musikere, dels fordi det let bliver lidt karaokeagtigt.
Fingerprints var imidlertid en ny og anderledes tilgang til the blues og formidlede en smittende musikglæde.
Fingerprints. Rødovre Centrum 26. september 2013