Der måtte bæres flere stole ind for at skaffe siddepladser til alle før årets sidste BMD-koncert i kulturhuset Karens Minde i Sydhavnen, Kbh. Det øgede fremmøde er betegnende for Bluegrass Music Denmarks koncertrække i 2025 og lover godt for den kommende sæson.

Den løftede stemning i salen denne aften skulle svenske Dunderhead så forsøge at toppe. De har holdt en pause og brugt den ”til villa, vovse og Volvo samt familie”, som de sagde, og havde foretaget nogle udskiftninger i besætningen, siden vi sidst oplevede dem i BMD-regi. Men det stod straks klart, at de stadig er ét af Europas bedste bluegrassbands – en titel, de tidligere fik på EWOB-festivalen.

De behersker den særlige traditionelle hårde stil, men hovedparten af deres repertoire er mere i tidens moderne stil – altså folk-baseret bluegrass med vægten på sangene. Og netop vokalerne er deres force. Med de to forsangere Angelina Lundhs blide, klare og stærke vokal i samspil med Mikael Grunds countrystemme fik vi smuk harmoni- og duetsang. Også Anders Ternesten på banjo, Jimmy Hermansson og Mattias Johannesson var meget kompetente musikere.

Bandet er begejstret for især Ronnie Bowmans sange og gav en god version af hans ”Crazy Town”, en meget bevægende ”Brother Wind”, ”High Lonesome Sound”, ”Little Maggie” og lidt sing-a-long på ”Green Green Grass” var også på sætlisten. Det var et koncentreret og tæt sammenspillet band, vi oplevede, og det var en stor fornøjelse at lytte til deres ægte bluegrasslyd. Det må være på tide snart at få lavet et nyt album.

BMD kunne meddele, at i 2026 vil foreningen fortsætte succesen med at vælge bluegrassbands fra forskellige lande. Tidligere år har især vores nabolande været overrepræsenteret, men i år har vi kunnet høre bluegrass fra de fleste europæiske lande, og dette er formentlig årsagen til det øgede fremmøde.

https://www.facebook.com/dunderheadmusic/

https://www.bluegrassmusic.dk/