Den canadiske singer-songwriter Bruce Guthro, også kendt som forsanger i skotske Runrig, beviste med stor overbevisning – hvis nogen ellers skulle være i tvivl – at han sagtens kan stå på egne ben med den keltiske musik.
En fyldt teatersal i Horsens var lørdag aften rammen om en meget vellykket koncert, hvor Dylan Guthro, Bruce Guthros søn, agerede opvarmning til koncerten og spillede med i bandet.
Den unge guitarist åbnede med tre solo numre, dog med lidt hjælp fra bandets to danske musikere, inden han under det fjerde nummer, under stort bifald, fik følge af sin far på scenen.
Derefter trådte Guthro junior i baggrunden, og hans 51-årige far overtog dirigentstokken til en koncert, der udviklede sig som et musikalsk triumftog for Bruce Guthro.
Bandets sammensætning indikerede keltisk musik. Foruden de to canadiske medlemmer bestod bandet af to dygtige danske musikere, der begge har spillet med Bruce Guthro i flere omgange. Det er slagtøjsspecialisten Kristian Gislason, der også er lydmand for Runrig, og Peter Dencker på harmonika og keyboard. Desuden var bandet tilsat de to talentfulde irere Ènna O Cronin, der elegant skiftede mellem fløjte og sækkepibe, og violinisten Roisin Ryan, som også demonstrerede en smuk sangstemme.
Repertoiret bestod af sange fra Bruce Guthros seneste album ”Celtic Crossing” og numre fra hans fire tidligere albums, dog alle i opdaterede udgaver, så de passede ind i sættet. Det var ”ægte” keltisk folkemusik i høj klasse.
Gode historier blev fulgt op af ballader, melankolske sange, drikkevisen ”The Wild Rover”, der egentlig er skrevet som en afholdenhedssang! Vi fik også et par prøver på en kommende cd med julesange. Og der var minde- og hyldestsange til musikeren Stan Rogers, til hjemegnen Novo Scotia og til de faldne danske, irske og canadiske soldater i Afghanistan, hvor publikum respektfuldt og i næsten højtidelig stemning applauderede stående under sangens sidste vers.
Bruce Guthro sang med sjæl og stor følelse og har en stemme der gik rent ind hos publikum, som canadieren også forstod at få til at synge med på flere af numrene.
Ikke mindst under ”Auld Lang Syne”, der – som troubadouren forklarede – er en jule- og nytårssang i Canada, men som han vidste blev brugt som afslutning ved festlige lejligheder i Danmark. Så her måtte publikum pænt synge det første vers af ”Skuld gammel venskab” for Bruce Guthro, inden et instrumentalnummer fik alle op ad stolene igen for at applaudere taktfast, inden denne flotte koncert fik sin afslutning.
http://www.bruceguthro.com/