Når man har en naturlig smuk stemme og forstår at bruge den ved hjælp af de bedste vokalteknikker, så er man allerede godt på vej. Hvis man så er i stand til at komponere behagelige melodier og interessante tekster og fremføre dem på en måde, der fastholder mange lyttere, så er man en talentfuld musiker.

Læg dertil et sublimt guitarspil, så er man en sanger-sangskriver på vej mod berømmelse. Alt dette er 26-årige Billie Marten.

Man kan læse, at hun allerede som seks-syvårig begyndte at skrive sine egne sange, og som niårig blev lokalkendt (Yorkshire, U.K.) via YouTube, og som 15-årig udgav sin første single ”Ribbon”, der også er titlen på hendes første EP. ”Writing of Blues and Yellows” blev titlen på hendes første album, og nu var hun allerede i fuld gang med at turnere i U.K. og blive spillet på radiostationer.

Efter flere album, covid19-lockdownen, masser af koncerter på stadig større spillesteder, kom så i sommer hendes seneste album ”Dog Eared”, og nu er hun i gang med en turné, der bringer hende rundt i det meste af verden.

Efter et lille sæt sange af en canadisk folkemusiker, fik vi så endelig Billie Marten at høre live for første gang i Danmark. Og det var bevægende. Selv om vi alle endnu ikke helt er fortrolig med hendes sange, så var det et absolut lyttende publikum, og det blev en intens affære, hvor vi kunne nyde hver eneste tone og ord.

Der var så stille i salen, at vi alle blev vidner til, at en publikummer midt i hendes koncert kollapsede i den meget tætpakkede sal og måtte hjælpes ud til lægehjælp. Måske et offer for de obligatoriske ståpladser i op mod fire timer.

Men Marten fortalte, at hun havde arbejdet i en pub, og at hun ofte samlede inspiration til sine sangtekster fra samtaler med gæsterne. Under alle omstændigheder, så er det god og interessant lyrik, hun frembringer. Der er mange små fortællinger, betragtninger og tankevækkende vendinger. Det hele er i den alvorlige ende med tydelig inspiration fra 70’er -folkies som John Martyn, Nick Drake m.fl. og hun beskriver selv sin musik som folk.

Vi manglede ikke et backingband bl.a. fordi Billie Marten formåede at variere sit akkompagnement på både el-, spansk, og westernguitar i forskellige stemninger, og desuden fik vi hen mod slutningen af koncerten gæstemusikere på scenen i form af nogle af hendes musikvenner. Alt i alt en meget vedkommende koncert med en musiker, som det er værd at holde øje med.

For øvrigt interessant at et af Københavns mest toneangivende spillesteder, Vega, på en ellers oplagt partyaften kunne byde på mere absolut stille lyttemusik, da Ethel Cain og Karoline Funder havde fyldt hhv. Store Vega og Ideal Bar med deres folk og sanger-sangskrivermusik.