Der var ingen storladne introduktioner, ingen dramatisk entre – pludselig stod de der bare, de tre søstre fra Stockholm: Baskery. Og på et øjeblik forvandlede de atmosfæren i Viruphuset fra hyggelig forventning til boblende energi. Det optimistiske, høje og smittende tempo satte sig i kroppen, og resten af aftenen var vi i trygge og tændte hænder.
Sinniva
Baskery består af Greta Bondesson (guitar, banjo, mundharpe, trommer, vokal), Stella Bondesson (kontrabas, elbas, vokal) og Sunniva Bondesson (akustisk og elektrisk guitar, vokal). De tre søstre har spillet sammen siden barndommen og har efterhånden skabt deres helt eget musikalske univers, et sted mellem americana, country, rock og noget, der kun kan beskrives som Baskery!
Stella
Deres egen betegnelse er “killbilly” eller “banjopunk”, men det dækker kun delvist over den stilistiske bredde. I Hjortshøj bevægede de sig ubesværet fra tempofyldte publikumsfavoritter (inklusive Sunnivas karakteristiske høje spark, der kunne flænse baglårene på enhver danser) til langsommere, soulfyldte numre, der trak tråde til en svunden tid. Der var både nostalgi og fornyelse og frem for alt en ubestridelig energisk spilleglæde.
Baskerys seneste projekt, ”The Young Sessions”, er et coveralbum med 10 Neil Young-numre fra perioden 1969- 72. Denne aften præsenterede de to af dem, “Down by the River” og “Heart of Gold”, og begge numre viste, hvordan de formår at gøre klassikerne til deres egne. ”Down by the River” blev et langt, næsten meditativt forløb på godt 10 minutter, hvor samspillet mellem Gretas hybridinstrument (lyde af flere instrumentere) og Stellas jordbundne bas skabte en hypnotisk rytme. Det var både råt og raffineret, og jeg tog mig selv i instinktivt at skrue op for volumen, selvom jeg stod tæt foran scenen.
Greta
Deres version af “Heart of Gold” var til gengæld ren varme: Enkel, ærlig og smuk. Hvis årets bedste coverversioner skulle kåres, ville denne have fået min stemme.
Aftenen med Baskery føltes som en rejse gennem både tid og stil: En nostalgisk tur gennem tressernes amerikanske popscene, iblandet nordisk melankoli og punket attitude. Søstrenes vokalharmonier var knivskarpe, og de lod instrumenterne tale mindst lige så meget som ordene. Deres a cappella-udgave af en gammel Bellman-drikkevise var også en detalje, man husker fra koncerten. (link herunder)
Der var øjeblikke, hvor jeg følte, at jeg oplevede det gamle og det nye på én gang – og netop dér ligger Baskerys magi. De står med den ene fod plantet i fortiden og den anden i noget helt deres eget. Det viste deres passion for musikken.
Jeg kunne kun samtykke og tilføje, at nu har jeg set dem otte-ni gange, og jeg vil helt sikkert gøre det igen.
https://www.youtube.com/watch?v=cX7XnmYJkzoBort Allt Vad Oro Gör
