Kvartetten Basco er ikke bange for at overskride grænser og prøve noget nyt. Bandet har jævnligt været udvidet til syv mand med blæseinstrumentsgruppe som en spændende udvidelse.
I 2013 tog bandet et stort skridt, da Basco gav koncert sammen med DR Big Bandet, og dette er nu blevet fulgt op af tre koncerter med Prinsens Musikkorps, som gav bandet en helt anderledes unik oplevelse. Man spillede således nogle numre sammen fra det store orkesters repertoire og nogle numre fra Bascos. Desuden var der plads til solonumre fra begge bands.
Det er sjældent, at man oplever sorte, blankskinnende sko og butterfly til en koncert med folkemusik, men dirigent for Prinsens Musikkorps, Steen Hansen, var klædt pænt på både fysisk set og musikalsk med sit 17 mand m/k store orkester. Han demonstrerede også, at han selv kan bruge andet end dirigentstokken, da han i et nummer spillede på trækbasun.
Prinsens Musikkorps åbnede aftenens koncert med blandt andet en svensk folkesang og med deres egen bluesudgave af Jens Vejmand. Så blandede Basco sig, og det var signalet til en festlig aften med både god musik og fantastiske historier, især fra Hal Parfitt-Murray.
Han gav således malerisk en BBC-introduktion til historien om ”Tea in the Garden”, så man følte sig til stede i det engelske havepartymiljø og kunne helt bifalde hans ord ”Its good to be English”. Som om man oplevede det hele selv.
Hal Parfitt-Murray og Andreas Tophøj
Der var også plads til stille numre som ”Red Wooden Gate” og en sømandsshanty, som ifølge Basco havde et uendeligt antal vers, men vi fik blot et ”repræsentativt udpluk”! Anders Ringgaard gav også et jazz-inspireret nummer på trombonen, inden den melankolske ”Soon”, som Hal Parfitt-Murray har skrevet til sin søn, når denne spørger, hvornår far kommer hjem fra en koncert.
Basco demonstrerede hele deres store musikalske spekter i løbet af koncerten, der absolut ikke var kedelig, og da ikke mindst på grund af de gode historier og spilfægterier mellem Hal Parfitt-Murray og Andreas Tophøj. Men især fordi de fire musikere komplimenterer hinanden så fint, og både Ale Carr på cittern og Anders Ringgaard på harmonika forstår at holde skruen i vandet, mens de to violinister får lov at sørge for de fleste muntre indslag. De to orkestre måtte tre gange ind og give ekstra-ekstranumre, inden publikum ville give slip på dem, og det skete først efter en stille, smuk udgave af ”Flensborg Harbour”
Aftalen med Prinsens Musikkorps var i øvrigt lavet, før Basco fandt sammen med DR Big Bandet, men det var først nu, at de to orkestre havde fået kalenderen til at gå op for begge parter. De havde kun øvet sammen i otte timer i ugen op til de tre koncerter, men det virkede, som om de to bands havde spillet sammen gennem længere tid, for deres konstellation var en sammentømret enhed. En meget interessant og fængende oplevelse med de to orkestre sammen, som blæste sig til en succesfuld koncert, der absolut tåler en gentagelse.
